Driftsudgifter på Lindholm vil være 1,8 millioner per udlænding

Finansministeriets tal viser, at det vil koste 1,8 millioner årligt per beboer på udrejsecentret Lindholm.

Det bliver ikke billigt, når udlændinge på tålt ophold og kriminelle, udvisningsdømte asylansøgere fra og med 2021 skal indkvarteres i et nyt udrejsecenter på øen Lindholm mellem Sjælland og Møn.

Finansministeriet har ifølge Information fremlagt beregninger for driftsudgifterne til centret. De beløber sig til 225 millioner kroner årligt - foruden etableringsudgifterne på 210 millioner kroner.

Det svarer til 1,8 millioner kroner per beboer ved maksimal belægning.

Det er en del højere end prisen på det eksisterende udrejsecenter ved Kærshovedgaard i Midtjylland.

Her kalkulerer man med en årlig udgift på 250.000 kroner per beboer plus udgifter til den ekstra politiindsats i området.

- Jeg står fuldt ud inde for det

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger dog i forbindelse med et samråd om netop Kærshovedgaard tirsdag, at pengene efter hendes mening er givet godt ud.

- Jeg står fuldt ud inde for udgifterne til centret til Lindholm.

- Det er rimeligt, fordi vi skal have styr på de mennesker. Der er ingen, der kan være tjent med, at vi skal have disse mennesker rendende rundt, siger hun.

Når Støjberg mener, at Lindholm er en bedre placering til et udrejsecenter, handler det om, at man her har de bedste betingelser for at holde øje med beboernes gøren og laden.

Kombineret med højere straffe for ikke at overholde overnatnings- og meldepligten skulle det også gerne betyde, at behovet for at huse afviste udlændinge bliver mindre.

- Det skal ikke være rart at komme til et udrejsecenter. Hvis man er blevet udvist eller afvist, skulle man gerne beslutte sig for, at det ikke er et sted, man har lyst til at blive, siger Inger Støjberg.

Når centret på Lindholm står færdigt og er klar til at modtage de første beboere i andet halvår af 2021, er der plads til 100 beboere. Der vil desuden være en ekstra buffer på 25 pladser.