BLOG: Til forsvar for vegetarer og andet godtfolk

16x9
Det skal være dyrere at træffe det klimaskadelige valg og meget billigere at træffe de klimavenlige valg. Det mener Rasmus Nordqvist er vejen frem. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

BLOG: Den politiske forbruger bliver ofte latterliggjort, men vi skylder tak til alle, der prøver at trække samfundet i bæredygtig retning.

Der er ofte ingen grænser for den latterliggørelse, som den politisk bevidste forbruger kan blive udsat for. Det gælder sådan set uanset, om man skruer ned for forbrugsfesten i julen, om man spiser vegetarisk eller vegansk, om man køber økologisk eller plastikfrit.

Enten er latterliggørelsen personlig (og til tider også ganske perfid) eller også får man at vide, at det ingenting nytter. Eller man bliver udskammet for ens andre livsstilsvalg, der måske er knap så bæredygtige.

Det er jeg godt og grundigt træt af. Jeg synes, vi skylder den politiske bevidste forbruger tak. Det gør jeg af flere grunde.

For det første fordi jeg har lyst til at anerkende alle, der forsøger at påvirke verden i en bedre retning gennem den måde, man lever på. Tak for det.

Og for det andet – og nok mere afgørende – fordi den politiske forbruger er med til at flytte markedet. Hvis der ikke havde været pionerer, der selv opsatte vindmøller i baghaven eller købte økologisk i 1980erne, før det blev mainstream, så var vi aldrig kommet så langt, som vi er i dag. Hvis ikke der var veganere, der efterspurgte plantebaserede produkter eller hvis ikke der var vegetarer, der spurgte til en god kødfri ret, når de var på restaurant, var det nok ikke blevet langt mere normalt for de store supermarkeder og restaurantkæder at tænke i nye og mere klimavenlige baner.

Eksempelvis så jeg for nylig, at man nu kan købe isklassikeren Magnum fra Nestlé i en vegansk udgave, man kan købe vegetarburgere på McDonald’s og IKEA serverer nu ansvarligt produceret fisk.

Det er nogle af de mest kommercielt orienterede virksomheder i verden – og ved gud er der stadig massere af områder, hvor de opfører sig stærkt kritisabelt – men jeg ser tiltagene som resultatet af blandt andet den politiske forbrugers engagement.

Den politiske forbruger bliver altså større end sig selv. Og så er det, det bliver interessant. For så rykker vi virkelig noget.

Det betyder ikke, at vi skal overlade ansvaret for at løse klimakrisen til forbrugerne alene. Vi skal handle på alle niveauer og helst på samme tid. Både det personlige og det strukturelle, fx ved at stoppe olieudvindingen i Nordsøen, at omstille vores energisektor eller støtte elbilernes udbredelse.

Og så skal vi gøre det lettere at træffe de valg, der er gode for planeten. I går foreslog vi fra Alternativet, at rødt kød bliver dyrere, så prisen i højere grad afspejler den negative påvirkning produktionen af oksekød, kalvekød og lammekød har på klima, natur og miljø. Vi vil derfor hæve prisen med 17 kroner pr. kilo. Samtidig vil vi halvere momsen på frugt og grønt, så det bliver markant billigere.

Det er en håndsrækning til forbrugerne. Så det bliver dyrere at træffe det klimaskadelige valg og meget billigere at træffe de klimavenlige valg. Det tror jeg er vejen frem – i stedet for at udskamme de, der prøver at gøre en positiv forskel. Også selvom det kan være både dyrt og besværligt i dag. Men forhåbentlig ikke er det i fremtiden.