Er Sveriges socialdemokrater ved at gentage Thornings store 'fejl'?

16x9
Helle Thorning-Schmidt havde besøg af den svenske statsminister Stefan Löfven i november 2014. Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

ANALYSE: En S-regering, der skal føre blå politik? Den svenske socialdemokrat Löfven står i samme svære dilemma, som Thorning gjorde i 2011.

I hvor høj grad skal man være klar til at gå på kompromis med sin egen politik for at få magten?

Det er et af de allermest fundamentale dilemmaer i ethvert demokrati, hvor ét parti ikke har et flertal selv. Som i Danmark. Og i Sverige.

Og det er netop dette dilemma, som lederen af de svenske socialdemokrater, Stefan Löfven, sidder og grubler over i disse dage.

Det er nu mere end 12 uger siden, at svenskerne gik til valg og sammensatte en ny Rigsdag. Siden da har svensk politik været i kaos, og ingen er lykkedes med at samle opbakning fra de 175 mandater i det svenske parlament, som er nødvendige for at kunne regere vores naboland.

Men nu begynder man måske at kunne skimte en vej ud af den fastlåste situation.

Både Liberalerne og Centerpartiet – to borgerlige partier, der gik til valg på at danne en regering med de øvrige partier i Alliance-blokken – har åbnet for at støtte Löfven som statsminister. Eller i hvert fald at undlade at stemme imod ham, hvilket i virkeligheden er det afgørende i både det svenske og danske politiske system, hvor det bærende princip er såkaldt negativ parlamentarisme.

Men støtten fra de to borgerlige partier kommer selvfølgelig ikke uden krav. Nogle ganske heftige krav.

Nu begynder man måske at kunne skimte en vej ud af den fastlåste situation

Annie Lööf, formand for Centerpartiet, har fremlagt en liste med en række forslag, som Löfven skal acceptere, før det kan komme på tale, at Centerpartiet undlader at stemme imod en S-regering:

Skatten på arbejde skal sættes markant ned – også for dem, der tjener mest. Selskabsskatten skal ned. Der skal indføres langt mere valgfrihed i forhold til en række velfærdsydelser, blandt andet på sygehusområdet og skolevalg. En liberaliseret arbejdsret, så det fremover bliver nemmere for virksomheder at hyre og ikke mindst fyre medarbejdere. Og at give virksomhederne en mulighed for at sænke startlønnen for nyansatte.

- Hvis han skal have en vis chance for at blive statsminister, så må Stefan Löfven indse, at han må føre en borgerlig politik, som Annie Lööf har formuleret det.

Kan ikke bare afvise

En række af de krav bliver meget svære for Stefan Löfven at leve med. Det svenske socialdemokrati har tætte bånd til fagbevægelsen (Löfven er selv tidligere fagforeningsboss), og her er man indædte modstandere af blandt andets Löofs krav til reformer på arbejdsmarkedet.

Men hvis Löfven vil være statsminister, er det ikke en mulighed bare blankt at afvise Lööf. Og det har han heller ikke gjort. I den seneste uge har han ifølge svenske medier holdt en række møder med både sin egen partiledelse og med Centerpartiet og Liberalerne, og søndag aften kom det frem, at han har bedt formanden for den svenske Rigsdag om mere tid til at forsøge at finde en løsning.

Et træk, som svenske politiske analytikere udlægger sådan, at det må skyldes, at der er fremskridt i forhandlingerne.

Mette F.: Det gør vi ikke igen

Som politisk journalist i Danmark er det svært ikke at trække paralleller til dengang i det famøse ”sorte tårn”, Hotel Crowne Plaza på Amager, i 2011. Det var her, grundlaget for Helle Thorning-Schmidts regering blev forhandlet på plads.

Her sad Margrethe Vestager, lederen af Centerpartiets danske søsterparti Radikale Venstre, i den stærkeste forhandlingsposition. Hun vidste, at Thorning ikke kunne danne en regering uden hendes mandater. Og hun havde derfor mulighed for at få massiv indflydelse på den politik, en kommende Socialdemokratisk ledet regering skulle føre. Langt mere indflydelse end hendes 17 mandater ellers tilsagde.

Resultatet blev et regeringsgrundlag, hvor Radikale blandt andet havde fået forhandlet denne sætning ind:

- Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

Analysen hos den nuværende socialdemokratiske ledelse er, at det var en historisk stor fejl at give Margrethe Vestager lov til at diktere, at en S-regering skulle føre borgerlig økonomisk politik. På S-kongressen i september i år lagde partiformand Mette Frederiksen klar afstand til den politik, som hun selv var med til at føre som minister i Thornings regering.

- Lad mig derfor være mere direkte, end jeg har været før fra den her talerstol. Der er nogen danskere, der har mistet tilliden til os som parti. Min vigtigste opgave som jeres formand er at bygge den tillid op igen, lød det blandt andet fra Mette Frederiksen, der fortsatte:

- Kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Kære kongres. Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med igen!

Det oplagte spørgsmål, som Mette Frederiksen ikke svarede på fra talerstolen, er jo selvfølgelig: Havde det været at foretrække, at Thorning blankt afviste kravene fra Margrethe Vestager dengang, hvis konsekvensen af det blev, at Radikale Venstres afgørende mandater i stedet bragte en V-regering til magten?

Mon ikke Stefan Löfven i disse dage skeler til den nyere politiske historie på den anden side af Øresund, mens han sidder og grubler over, hvor meget han er klar til at imødekomme Centerpartiet og Liberalerne.