Farvel og tak til USA's sidste store statsmand

16x9
George Herbert Walker Bush. Foto: Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: George Herbert Walker Bush er min yndlingspræsident, og jeg vil være ham evigt taknemmelig.

Jeg blev født i det nordlige Tyskland i 1986. Berlinmurens fald er derfor ikke noget, der står tydelig i min erindring. Jeg voksede op i en tid, hvor der i min bevidsthed kun fandtes ét Tyskland, og hvor DDR var en størrelse, man læste om i historiebøger. At det forholder sig sådan er i høj grad George Herbert Walker Bushs fortjeneste.

USA's 41. præsident blev ofte kritiseret for at mangle ”the vision thing”. Han var da heller ikke synderlig visionær, men mest af alt en pragmatiker. Heldigvis - er man fristet til at sige - for det var lige præcis, hvad der var brug for i kølvandet på de historiske omvæltninger i Østblokken i sommeren og efteråret 1989.

Bush vandt freden

Man kunne ikke have ønsket sig en bedre og mere velkvalificeret amerikansk præsident til at håndtere en så kolossal verdenshistorisk begivenhed, som Murens fald og afslutningen på Den Kolde Krig var. Bush havde været kamppilot under Anden Verdenskrig, medlem af Repræsentanternes Hus, FN-ambassadør, udsending til Kina, direktør for efterretningstjenesten CIA og vicepræsident, inden han efterfulgte sin tidligere chef Ronald Reagan som USA's 41. præsident i 1989.

Det er stadig i høj grad Ronald Reagan, der får æren for at have vundet Den Kolde Krig. Alternativt er det Mikhail Gorbatjov, og i mindre grad Helmut Kohl, der løber med hæderen for at have afsluttet Den Kolde Krig på en - i et historisk perspektiv - uset og ublodig måde.

Denne hæder er yderst fortjent. Men hvis vi skal blive i metaforen, er det passende at sige, at efter Reagan vandt krigen, spillede Bush – sammen med Gorbatjov og Kohl - en nøglerolle i, at freden ikke blev tabt, og Tyskland kunne blive genforenet. Blandt andet ved at være på Kohls side i genforeningsspørgsmålet overfor den britiske premierminister Margaret Thatcher, der var indædt modstander af et genforenet Tyskland, og den franske præsident Francois Mitterrand. Vel og mærke et genforenet Tyskland, som også forblev i den vestlige forsvarsalliance NATO.

Det var en diplomatisk bedrift uden lige.

At denne historiske bedrift lykkedes, skyldtes i høj grad præsidentens tilbageholdende facon. Bush var godt klar over, at det ville ”gnide salt i Sovjetunionens sår”, hvis USA agerede for hoverende overfor sin gamle nemesis. At det ville indsnævre Gorbatjovs handlemuligheder og kunne få katastrofale følger.

Bush nægtede derfor blandt andet at rejse til Berlin i kølvandet på Murens fald, selvom mange af hans fremtrædende rådgivere advokerede for det. Men Bush havde, som han formulerede det, ”ikke tænkt sig at danse på Muren”. Denne ydmyghed var medvirkende til, at mit land kunne blive genforenet. Som den tyske forsker og publicist Josef Joffe har bemærket, så står George Herbert Walker Bushs ageren i de 329 dage, der gik fra Murens fald til Tysklands officielle genforening, tilbage som et af de fineste øjeblikke i amerikansk statsmandskunst.

Den Kolde Krig sluttede i Kuwait

Det samme må siges at være tilfældet om Bushs håndtering af Saddam Husseins invasion af Kuwait i sommeren 1990. Mens Tysklands og Europas politiske fremtid var under forhandling, og det sovjetiske imperie var ved at falde endegyldigt fra hinanden, formåede Bush at samle en koalition af 35 lande til det, der bedst kan betegnes som tekstbogseksemplet på en international alliance og invasion autoriseret af FN`s Sikkerhedsråd. En invasion, der ikke bare havde til formål at befri Kuwait, men også at opretholde en regelbaseret international verdensorden.

Men det mest bemærkelsesværdige var, at Sovjetunionen var blandt de 35 lande, der stod ved USA's side i Golfkrigen. De to lande der bare få år forinden havde befundet sig i en årtilang eksistentiel kamp om ”menneskehedens sjæl”, som den amerikanske Kold Krigs-forsker Melvyn P. Leffler har betegnet Den Kolde Krig, kæmpede nu side om side.

Man kan derfor med en vis ret sige, at det var under operationen ”Desert Storm” i den arabiske ørken, at Den Kolde Krig fik sin endegyldige afslutning.

I disse tumultariske tider kunne man ønske sig en mand med Bushs erfaring i spidsen for verdens fortsat eneste supermagt. George Herbert Walker Bush udgør guldstandarden for enhver amerikansk præsidents udenrigspolitiske ageren. Spørgsmålet – som vi burde stille meget oftere i dag -, må derfor altid være: hvad ville George Herbert Walker Bush gøre?

En hædersmand

Men jeg kommer ikke kun til at huske og savne George Herbert Walker Bush for de udenrigspolitiske bedrifter. Jeg kommer også til at huske ham for hans noble personlighed.

George Herbert Walker Bush var ikke en mand, der kunne tale til folks hjerter som præsidenter som John F. Kennedy, Ronald Reagan, Bill Clinton eller Barack Obama kunne. De færreste vil kunne huske én mindeværdig sætning ytret af USA's 41. præsident. Den mest mindeværdige vil nok være Bushs løfte om, at der ikke vil komme skattestigninger på hans vagt:

Read my lips: no new taxes".

Det var et løfte, som han brød.

For mig er det dog et andet Bush-citat, der står tilbage:

”Any definition of a successful life must include service to others”, som groft kan oversættes til, at man kun kan have levet et succesrigt liv, hvis man har tjent andre hen ad vejen.

Det må man i den grad sige, at George Herbert Walker Bush har gjort. Han var en hædersmand, der afspejlede det allerbedste ved USA's "Store Generation”. Født i 1924 var Bush en del af den generation af amerikanere, der var vokset op i Mellemkrigstiden, oplevede Den Store Depression i 1930erne, kæmpede i Anden Verdenskrig og derefter var med til først at opbygge og så forsvare Vesteuropa under Den Kolde Krig.

Det var en generation, der ”prøvede det hele” og mennesker, som jeg skylder alt.

Bush og sokkerne

Jeg kommer også til at huske USA's 41. præsident for sit valg af sokker. I min bog siger valget af sokker meget om en person. George H. W. Bush var kendt for at gå i meget farverige sokker med markante mønstre. Ikke noget plat og mandschauvinistisk Mads Christensen-fis, men sjove og livsbekræftende sokker. En livsglæde, der også kom til udtryk ved, at ekspræsidenten i en fremskreden alder gjorde det til et fast ritual at springe i faldskærm, når han kunne fejre markante fødselsdage.

Men tilbage til sokkerne. Se for eksempel Bushs fantastiske sokkehumor, da han til et møde med den tidligere præsident Bill Clinton havde taget sine Bill Clinton-sokker på.

En patriot med format

Apropos Clinton. Bush tabte som bekendt præsidentvalget i 1992 til Bill Clinton. Det er kutyme, at den afgående præsident efterlader et personligt brev til sin efterfølger. Her er, hvad Bush skrev til Clinton i 1993.

Et flot patriotisk budskab om at heppe på sin tidligere politiske modstander af den simple årsag, at vedkommende nu var alle amerikaneres præsident, og det derfor var i nationens interesse, at præsidenten klarede sig godt. Det er demokratiet i sin allersmukkeste facon og et eksempel på menneskeligt format, nutidens amerikanske politikere burde tage ved lære.

George Herbert Walker Bush er uden tvivl den bedste one-term president – engangspræsident – i amerikansk historie. En republikansk pragmatiker af rang, der nok for altid vil stå i skyggen af både Ronald Reagan og Bill Clinton, der var to af efterkrigstidens mest profilerede præsidenter.

Men på denne sorgens dag er det også værd at pointere, at George Herbert Walker Bushs eftermæle er større end hans præsidenttid, selvom det utvivlsomt er det, han mest vil blive husket for. For udover at være USA's sidste store statsmand, var USA's 41. præsident også et hæderligt menneske.

George Herbert Walker Bush er nu blevet genforenet med sin elskede kone, Barbara, som døde tidligere i år. Parret havde været gift i 73 år; en betingelsesløs kærlighed og loyalitet, der er værd at hylde i en tid, hvor halvdelen af ægtepar ender med at blive skilt igen. Det er Bush forundt, at han nu er forenet med sin elskede igen, mens USA og verdenen har mistet en statsmand af rang.

Leb wohl, mein Freund. Ruhe in Frieden.