Der er ingen elbiler på finanslov trods klar melding fra Løkke

16x9
En elbil bliver "tanket". Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Statsministeren ønskede en hurtig aftale om at fjerne afgift på elbiler de næste to år, men det lykkedes ikke.

Det var en politisk prioritet for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at få billigere elbiler med i finansloven. Men det er de ikke kommet.

Det blev ellers så sent som i oktober fremlagt som en hovedprioritet for regeringen at lukke en hurtig aftale om at fjerne registreringsafgiften på elbiler, der koster op til 400.000 kroner de næste to år.

Dermed ser det ikke ud til, at regeringen når det inden årets udløb, som tanken var. Det kritiserer Danmarks Naturfredningsforening.

- Det er ikke engang lykkedes at komme igennem med at få gjort elbilerne billigere, som statsministeren ellers havde varslet. Det er mildest talt skuffende, siger direktør Maria Reumert Gjerding i en skriftlig kommentar.

Frygten er, at borgerne venter med at købe biler, hvis der er tegn på, at afgiften vil falde i en kommende politisk aftale. Det har tidligere forhandlinger om bilafgifter vist.

DF har ikke travlt

Derfor ønskede regeringen en hurtig aftale om at fjerne registreringsafgiften på elbiler de næste to år.

Det gav statsministeren ifølge DR Nyheder selv udtryk for i oktober.

- Det vigtigste lige nu og her er de ting, som betyder noget på den korte bane, for eksempel at vi får fjernet registreringsaftalen på elbiler 1. januar. Det skal vi simpelthen have vedtaget.

- Det er en del af finanslovsprocessen. Det skal der styr på, lød det fra Løkke.

Afgiftsfritagelsen for de små og mellemstore elbiler, som regeringen lægger op til, vil ifølge skatteministeren koste 100 millioner kroner i 2019 og 150 millioner kroner i 2020.

Dansk Folkeparti har dog ikke haft lige så travlt og har påpeget, at det ikke var en del af regeringens eget udspil fra august.