Borgmester glad for flytning af kriminelle udlændinge til ø

Udvisningsdømte kriminelle udlændinge flytter fra Kærshovedgård i Bording til ø i Stege Bugt.

Ikast-Brandes borgmester er en tilfreds mand.

Som et led i en parallelaftale med finansloven skal kriminelle, udviste udlændinge fremover bo på øen Lindholm, der ligger i Stege Bugt.

Hidtil har de boet sammen med de afviste ikke-kriminelle asylansøgere på udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune.

- Jeg synes rent faktisk, at det her løser de problemer, som vi har påpeget, så på den måde er jeg faktisk godt tilfreds, siger borgmester Ib Boye Lauritsen (V) til TV 2.

Ingen stigning i kriminaliteten

Kærshovedgård skal fortsat huse de ikke-kriminelle afviste asylansøgere, men det er borgmesteren fint tilfreds med.

- Det er klart, at når vi nu får denne her afklaring af, at dem, der bor der, er afviste asylansøgere og ikke kriminelle mennesker, så vil det lægge en dæmper på bekymringerne, siger han.

Selv om der ikke har været øget kriminalitet i området, har det særligt været centrets udvisningsdømte beboere på tålt ophold, der har vakt bekymring blandt de lokale.

Ikast-Brande-borgmester Ib Boye Lauritsen er tilfreds med flytningen af kriminelle udlændinge.

- Man har oplevet nogle episoder, og så har de lokale handlende oplevet, at de var belastet af personer, der kom og begik tyverier, men at det ligefrem har belastet med kriminalitet, det kan man ikke tillade sig at sige, og det tror jeg, at man kan tilskrive politiets tilstedeværelse på centret, siger borgmesteren.

Utrygheden flytter

Omvendt var det en skuffet borgmester i Vordingborg Kommune, der fredag kunne konstatere, at opgaven med at huse de udvisningsdømte nu havner på hans bord.

- Man løser ikke problemstillingen. De kriminelle, der skal flytte, vil stadig kunne færdes frit i lokalområdet, så den utryghed, der har været i Jylland, flytter man bare til et andet sted i provins-Danmark, siger Mikael Smed (S), der er borgmester i Vordingborg Kommune.

Og han får fuld forståelse fra sin jyske kollega i Ikast-Brande.

- Selvfølgelig vil de føle, at nu får de problemet. Dengang, vi fik Kærshovedgård som udrejsecenter, havde vi præcis den samme følelse, siger Ib Boye Lauritsen.

Det nye center på øen Lindholm får kapacitet til at huse 100 udvisningsdømte, kriminelle udlændinge på tålt ophold. Øens nye beboere vil ikke blive spærret inde på øen, de vil frit kunne tage færgen ind til Kalvehave, men de vil være tvunget til at overnatte på centret. Ligesom på Kærshovedgård vil der være konstant tilstedeværelse af politi på øen.

square to 16x9