BLOG: Mon flygtningepræster husker Blågårds Kirke?

16x9
Pia Kjærsgaard Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Den gejstlige forsamlings kritik af forholdene for børn i udrejsecentrene skal holdes op på den historiske baggrund om Blågård Kirke.

Det er en alvorstung gejstlig forsamling, som på Altinget.dk med himmelvendte øjne løfter en anklagende pegefinger mod den danske praksis med at anbringe afviste asylansøgere i udrejsecentre. Forsamlingen består af domprovst Anders Gadegaard, biskop Peter Skov-Jacobsen og sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, som siger, at statens ”uforsvarlige” asylpolitik giver børn varige mén – det sker, når forældre sammen med deres børn må henslæbe deres liv i en årelang og udsigtsløs venten på en opholdstilladelse.

Lad os én gang for alle slå fast, at når man har fået afslag på asyl, så skal man også rejse hjem. Der er ikke så meget at rafle om. Ellers giver det ingen mening, at myndigheder sidder og behandler ansøgninger med udgangspunkt i lovgivningen på området. Og at lovgivningen skal følges, går jeg ud fra, at vi er enige om i Folketinget.

Hvem husker ikke den såkaldte palæstinenser-særlov fra 1992? Gennem en besættelse af Enghave Kirke og Blågårds Kirke i 1991 – og godt hjulpet på vej af ”Landsforeningen af Danske Flygtningevenner” – lykkedes det for 321 palæstinensere at opnå varig opholdstilladelse i Danmark, efter at et flertal uden om den daværende KV-regering i Folketinget valgte at give tilladelsen kollektivt.

Dengang manglede det gejstlige element heller ikke; 600 præster underskrev en støtteerklæring for opholdstilladelse, samtidig med at BZ’ere besatte Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet – en slags ny uhellig alliance i godhed. Også dengang var præsterne på banen med en underminering af lovgivningen. Foruden at udhule loven kom der det ud af særloven, at Danmark kom til at stå med et meget stort og dyrt problem i skikkelse af kriminelle palæstinensere.

Tallene taler for sig selv: En undersøgelse fra 2003 viste, at 42 procent af de 321 personer, der havde fået opholdstilladelse efterfølgende var blevet dømt for kriminalitet, og at 74 procent af dem var på den ene eller anden form for overførselsindkomst. Yderligere viste en undersøgelse fra 2005, at 56 procent af de palæstinensiske kirkebesætteres børn var blevet straffet for kriminalitet. I det samlede kriminalitetsindeks lå de statsløse palæstinensere på indeks 237 (gennemsnit er 100).

Det skal erindres, at de palæstinensiske asylansøgninger efter en stramning i 1989 blev vurderet enkeltvis, og at man fra myndighedernes side altså ikke fandt nogen begrundelse for at give asyl til de pågældende 321 palæstinensere, og heldigvis kom sporene til at skræmme: Da afviste irakiske asylansøgere besatte Brorson Kirke på Nørrebro i København for at omstøde Flygtningenævnets afgørelse om afslag, afslørede meningsmålinger, at to tredjedele af de adspurgte ønskede at sende irakerne hjem.

Den gejstlige forsamlings kritik af forholdene for børn i udrejsecentrene skal holdes op på denne historiske baggrund, og meget betegnende giver hverken domprovst, biskop eller sognepræst jo nogen konkret opskrift på, hvad det er for en slags ”handling”, som er nødvendig. Men vi ved det jo godt: De gejstlige efterspørger en ny særlov, et opgør med den udlændingepolitik, der er vedtaget af et stort flertal i Folketinget og myndighedernes praksis. Naivitetens tidsalder er ovre. Måske har præsterne glemt Blågård Kirke, men mange husker stadig.