BLOG: Mens finanskrisen rasede, gav Løkke de absolut rigeste skattelettelser for 2,7 mio. kroner hver

16x9
Nicolai Wammen. Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: De dele af Danmark, der allerede før finanskrisen havde det svært som følge af Lars Løkke Rasmussens centraliseringsreform, halter stadig efter.

Prøv at huske tilbage til 2009, da finanskrisen rasede. Over hele landet mistede mange folk deres arbejde. Samtidig styrtdykkede boligpriserne og efterlod mange med en langt større gæld, end deres huse nu var værd. Det var en hård tid, hvor velfærden blev ramt i form af forringelser og mindre tryghed til danskerne.

Men mens almindelige danskere var ramt af en krise, fremprovokeret af spekulation og grådighed, valgte Lars Løkke Rasmussen at forære landets 100 rigeste personer en skattelettelse på ca. 2,7 mio. kroner om året i gennemsnit. Det er otte år siden nu. Det var en del af den aftale, der i folkemunde er kendt som ”rødvinsreformen”.

Almindelige danskere med lønindtægter fik ikke meget ud af den. I stedet var den skræddersyet til at give store skattelettelser til dem, der tjente store penge på lejeindtægter, ejendomshandler og kapitalindkomst.

Med andre ord - man sænkede skatten, så det bedre kunne betale sig at spekulere og udleje ejendomme end at gå på arbejde.

I dag går det heldigvis bedre i Danmark. Takket være nødvendige, men hårde beslutninger har Danmark klaret sig godt gennem kriseårene. Men udviklingen har ikke været lige god for alle.

De dele af Danmark, der allerede før finanskrisen havde det svært som følge af Lars Løkke Rasmussens centraliseringsreform af kommunerne, halter stadig efter. Mange føler ikke, at de har fået samme del af fremgangen som toppen af samfundet.

Men Danmark er for lille til store forskelle. Uligheden stiger herhjemme. Både mellem land og by. Men også mellem almindelige hårdtarbejdende danskere og toppen af samfundet.

Det skyldes blandt andet de skattelettelser, Løkke med kirurgisk præcision målrettede landets absolut rigeste. De har betydet, at indkomsten fra formuer bliver mere og mere skævt fordelt.

Det skal vi gøre op med.

Når vi kan se landets rigeste begynder at stikke af fra resten, mens almindelige mennesker må se til på sidelinjen. Og når vi kan se banker og finansrådgivere svigte deres samfundsansvar med skattely og hvidvask blot få år efter at have fået redningspakker af staten under finanskrisen. Så er der en risiko for, at sammenhængskraften ryger.

Derfor foreslår vi at tilbagerulle en del af Løkkes rødvinsreform. Så dem med de største formueindkomster bidrager med lige så meget som tidligere.

Fordi en del af Danmarks styrke ligger i, at vi kan se hinanden i øjnene. At vi har et fællesskab, der har gjort Danmark både rigt og trygt.

Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af politiske valg i over 100 år. Og sammenhængskraften skal beskyttes og udvikles. Derfor skal det være et mål for en ny regering at tilbagerulle dele af Løkkes rødvinsreform, så det igen bedre kan betale sig at arbejde end at spekulere og udleje ejendomme.