BLOG: Er næste stop et fattiggårdssamfund?

16x9
Hvad er egentlig forskellen på et samfund med fattiggårde og et samfund med en stærk velfærdsstat? Skriver Pia Olsen Dyhr. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

BLOG: Det er et sygdomstegn, når de fattigste borgere har brug for almisser, mens økonomien buldrer derudaf. Hvornår gør vi noget?

Fattiggårdene blev afviklet i forbindelse med Socialreformen for knap 90 år siden. Derfor bør det bekymre os alle sammen, at Kirkens Korshær nu for tredje gang siden det store børskrak i 1929 samler ind til Danmarks fattige. Foreningen oplever, at flere og flere henvender sig for at få hjælp til at klare dagen og vejen. Kirkens Korshær oplever også, at mange af dem, dem, der falder igennem, har meget svært ved at rejse sig igen. Det bør få enhver socialt ansvarlig politiker til at ligge søvnløs om natten.

Efter kontanthjælpsloftet blev indført er antallet af relativt fattige kontanthjælpsmodtagere steget markant. I 2017 var knap halvdelen relativt fattige. De seneste skøn fra AE-Rådet viser, at over 43.000 børn lever i fattigdom. I denne uge viste en ny rapport, at der er kommet 1200 flere hjemløse under 29, så der nu er i alt 2400 hjemløse.

Det er set med mine øjne fuldstændig forrykt, at flere ender på gaden, at vi øger forskelle mellem rig og fattig, når det nu endelig går godt i Danmark. Når bonusserne ruller på direktionsgangene. Det er dybt uretfærdigt, men det er også en udvikling, der kan skade hele vores fællesskab. Velfærdssamfundet bygger jo netop på, at vi tager hånd om hinanden. Arbejdsløshed, psykisk sygdom, fysisk sygdom er et fælles anliggende. Vi ved, at vi eller vores kære selv kan miste jobbet, førligheden eller vores gode helbred på et splitsekund. Derfor løfter vi i flok. Derfor hæfter vi solidarisk for hinanden. Når vi som samfund accepterer, at fattigdommen stiger. At man som fattig skal være afhængig af almisser fra private indsamlinger, så slår fællesskabet alvorlige sprækker.

Hvad er egentlig forskellen på et samfund med fattiggårde og et samfund med en stærk velfærdsstat? Den grundlæggende forskel er, at i velfærdsstaten er vi frie og lige og fattigdom er et kollektivt problem, som vi er fælles om at løse. Inden Socialreformen blev fattige frataget rettigheder og set ned på. Her er vi selvfølgelig ikke i dag, men jeg synes, vi ser en stigende individualisering af fattigdommen. Når vi gør hjemløshed, arbejdsløshed og psykisk sygdom til individuelle problemer, så risikerer vi at ødelægge det fællesskab som hele Danmark bygger på.

Vi skylder det danske velfærdssamfund, hinanden og de mest udsatte borgere i det her samfund at bekæmpe alle antræk til fortidens almissesamfund.