BLOG: Nej til omskæring af raske drengebørn

16x9
Laura Lindahl (I). Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

BLOG: Der skal fastsættes en aldersgrænse på 18 år for omskæring af børn, mener Laura Lindahl (LA).

Fredag behandler vi i Folketinget et borgerforslag, der vil fastsætte en grænse på 18 år for omskæring af raske børn. På den lidt tekniske side er forslaget formuleret på en måde, så det også betyder en aldersgrænse på 18 år for piger, som i dag er ulovligt uanset alder. Et ændringsforslag til borgerforslaget skal sikre, at det bliver ved med at være sådan – uanset hvordan afstemningen ellers falder ud.

For mig handler denne her debat grundlæggende om børns frihedsrettigheder og ret til egen krop. Forældre har og skal naturligvis have vidtrækkende muligheder for at træffe beslutninger på deres børns vegne. Det gør vi alle hver dag. Og det er i debatten vigtigt at huske på, at ingen forældre omskærer deres børn af ond vilje – tværtimod. Men helt principielt mener jeg ikke, at det hører et frit samfund til, at forældre kan tvinge permanente religiøse symboler ned over børn, som ikke selv har valgt dem – og hvor der vel at mærke ikke er nogen fortrydelsesret. Hvis en myndig person ønsker at blive omskåret, er det vedkommendes eget valg.

Hvis omskæring blev opfundet i dag, er jeg sikker på, det ville blive gjort ulovligt uden den store diskussion. Omskæring er en gammel religiøs og kulturel tradition med dybe historiske rødder. Det har jeg ikke noget problem med at anerkende og jeg respekterer også de følelser, der er i spil her. Jeg anerkender imidlertid ikke, at et religiøst ritual, der har en permanent fysisk betydning, vejer tungere end den enkeltes ret til ikke at blive omskåret.

Jeg anerkender at nogen mener dette er en svær debat. Der er følelser, traditioner og tilhørsforhold på spil. Jeg mener ikke personligt, det er en svær debat: for mig står børns frihedsrettigheder over ethvert religiøst eller kulturelt ritual – og jeg ville være stolt, hvis Danmark kunne stå sammen om det og være det første land i verden, som siger fra overfor forældres ret til at omskære deres børn.