Minister vil have ydmygende kåringer for retten: - Det er bare ikke i orden

16x9
- Det vil være godt at få domspraksis på området, lyder det fra ligestillingsminister Eva Kjer Hansen. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

I Sverige er en gymnasieelev blevet dømt for at kåre en pige som 'årets fuckgirl'. Danske politikere vil også kriminalisere kåringerne.

Den 18-årige pige stod i sin nye kjole på scenen foran 400 gymnasiekammerater. I baggrunden blev spillet en sang om en luder. Hun havde fået en medalje om halsen, og en jævnaldrende læste højt for forsamlingen: 

- Det kan ikke tælles på fingre eller tæer, hvor mange ting der er gledet ind mellem dine lår.

Det var en del af begrundelsen for, hvorfor hun var blevet kåret som 'årets fuckgirl'. 

Episoden udspillede sig til en gymnasiefest i Malmø i maj, og den har netop været for retten. Den unge mand, der kårede en medstuderende som 'fuckgirl', er blevet dømt for æreskrænkelser og skal betale dagbøder. 

Danske politikere er klar til at gå samme vej i Danmark, hvor der også har været stor debat om grænseoverskridende episoder i forbindelse med sidste skoledag. Det vil sende et kraftigt signal om, at den slags ikke er i orden, mener de. 

Voldsomme konsekvenser for ofrene

- Det vil være rigtig godt at få noget domspraksis på området, siger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V). 

- Hverken kvinder eller mænd skal krænkes på den her måde. Det er bare ikke i orden!  

Der må være nogle forældre, der er voldsomt flove over den elendige børneopdragelse, de har stået i spidsen for

Peter Kofod, retsordfører (DF) 

Også socialdemokratiets retsordfører ser sager som den i Sverige som en mulighed for at bøje i neon, hvor grænsen går. 

- Det er jo aldrig ønskværdigt at straffe unge, men hvis vi gerne vil have stoppet det her, er vi nødt til at sætte fokus på, at det har voldsomme konsekvenser for ofrene. En kriminalisering er et vigtigt skridt. Et klart symbol på, at det er skadeligt og ikke bare for sjov, siger Trine Bramsen (S). 

Kåringer og puttemiddage

Hele sommerhalvåret har debatten herhjemme kørt om grænseoverskridende 'puttemiddage' på især nordsjællandske gymnasier. Og kåringer som den i Sverige er også en tendens herhjemme. Den slags ses både på gymnasier, og når 9. klasser holder skoleafslutning.

I maj blev en pige kåret som 'årets bommert' på et gymnasie i Esbjerg. Her blev en sexhistorie læst op foran skolens 1400 elever og personale. 

Og det er slet ikke noget nyt. For eksempel kårede afgangselever på en fynsk folkeskole i 2007 'årets bøsserøv' og 'årets patter'. Sidstnævnte titel gik til en overvægtig dreng. 

- Jeg kan kun opfordre unge drenge såvel som kvinder til at anmelde krænkelser til politiet, understreger ligestillingsministeren. 

Rektor og forældre skal på banen

Ikke alle er enige i, at retssystemet skal indblandes i gymnasieepisoderne. 

Hvis der foregår noget, som strider imod lovgivningen, er det selvfølgelig en sag for domstolene, lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager (LA). Men når man går på gymnasiet, forventes det, at man kan opføre sig ordentligt. Og hvis man ikke kan det, så er det op til gymnasierne at skride ind, mener hun. 

Der er ingen, der skal krænkes og latterliggøres foran hele deres skole

Eva Kjer Hansen, ligestillingsminister (V)

- Det er gymnasiernes ansvar at sanktionere elever, der bryder ordensreglerne eller chikanerer andre elever. Jeg har en klar forventning om, at rektorerne skrider ind overfor ekstrem adfærd, også selvom det foregår uden for skolen, siger hun i en skriftlig udtalelse til TV 2. 

Dansk Folkepartis Peter Kofod er på samme linje. Han kan ikke forstå, at vi overhovedet ser de her sager. At der ikke er nogen ansvarlige voksne, der har stoppet det.  

- For mig at se handler det om, at rektorerne skal træde i karakter og gøre det tydeligt, hvilke regler og værdier der gælder. Og så må der være nogle forældre, der er voldsomt flove over den elendige børneopdragelse, de har stået i spidsen for. Det her starter hjemme ved køkkenbordet, hvor forældre skal tage ansvar for at opdrage deres børn, siger retsordføreren.

Ikke bare drengestreger

Men der skal mere til for at skabe en kulturændring, mener Eva Kjer Hansen (V) og Trine Bramsen (S). Begge henviser til umbrella-sagen, hvor over 1000 personer - primært børn og unge - blev sigtet for at have delt en sexvideo med to 15-årige. Sagen har i høj grad, mener de, været en øjenåbner for unge.

I samme boldgade betragtes dick pics heller ikke længere som harmløse drengestreger. Tidligere i år blev straffen forhøjet, så det nu koster 5000 kroner i bøde at sende et penisbillede til nogen, der ikke har bedt om det. 

- De unge er meget i tvivl om, hvad der er lovligt, siger Eva Kjer Hansen, der har været på turné til uddannelsesinstitutioner for at tale om dick pics, myten om mødommen, grænser og regler. 

- Der er rigtig meget brug for at skabe et kendskab til, hvad man skal finde sig i, og hvad man ikke skal finde sig i. Det vil også gøre det nemmere for andre at reagere, når de overværer sådan noget. Der er ingen, der skal krænkes og latterliggøres foran hele deres skole.