Løkke og Pape vil se på, om exit-programmer er gode nok efter drab på radiovært

Beskytter vi eks-bandemedlemmer godt nok? spørger statsministeren efter drabet på Nedim Yasar.

Der skal ses på, om tidligere bandemedlemmer får god nok beskyttelse, når de vender ryggen til bandemiljøet. 

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter drabet på radiovært og eks-bandeleder Nedim Yasar

- Jeg vil bede justitsministeren undersøge, om de exitprogrammer, der er, er robuste nok, siger statsministeren til TV 2 i Berlin.

- Det er tragisk 

Statsministeren ankom til Berlin tirsdag morgen for at deltage i en stor digitaliseringsmesse og fortælle om Danmarks erfaringer med e-boks, NemID og processen med at digitalisere myndighedernes kontakt med borgerne.

Derefter mødtes han med Tysklands kansler, Angela Merkel, og finansminister, Olaf Scholz. 

Men der var altså også en helt anden sag, der optog statsministeren. 

- Jeg må sige, at jeg blev oprigtigt ked af det, da jeg hørte det, siger Lars Løkke Rasmussen. 

- Jeg bliver altid ked af det, når jeg hører, at der bliver skudt, for det kendetegner ikke Danmark. Men da det så gik op for mig, hvem det var…

Statsministeren så den dræbte Nedim Yasar så sent som i søndags, hvor han blev interviewet på TV 2 News.

- Han fortalte ret åbent og ærligt om det at flytte sig fra en fortid i bandemiljøet og komme ud på den anden side. Og i det lys bliver det jo endnu mere tragisk, siger Løkke. 

Justitsminister beder politiet se på beskyttelse

Det bliver ikke svært at få justitsministeren med på at vurdere exitprogrammernes sikkerhed endnu en gang. 

At kriminelle skyder mod folk, der har forladt miljøet og dedikeret resten af deres liv til at forfægte det synspunkt, at man skal holde sig væk fra banderne - det gør jo endnu mere ondt

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger til Ritzau, at han vil "bede politiet om at se på, om vi er gode nok til at beskytte folk, der tager de skridt, som Nedim har taget."

- Der findes ingen garantier for, at der ikke kan ske en vanvittigt tragisk hændelse som det, der er sket. Men vi skal i hvert fald sikre os, at vi gør det rigtige, siger Pape Poulsen. 

Nedim Yasar havde en overfaldsalarm, men som justitsministeren bemærker:

- Den (alarmen, red.) kunne ikke hjælpe ham her, kan man roligt sige. 

Gør indtryk på statsministeren

31-årige Nedim Yasar etablerede og ledede banden Los Guerreros, indtil han for fem år siden trak sig ud af miljøet ved hjælp af exitprogrammet. 

Han har siden fortalt åbent om det og været en stemme i debatten om bandemiljøet. Blandt andet som radiovært på Radio24syv og senest ved at fortælle sin historie i bogen 'Rødder - en gangsters udvej'. 

Det var i forbindelse med en reception for bogen, at han blev skudt ned på åben gade i Københavns Nordvestkvarter mandag aften. 

Bogen udkommer i dag, tirsdag, hvor han også afgik ved døden. 

Det gør indtryk på statsministeren: 

- Kriminelle, der skyder mod kriminelle - det er ligesom én ting. Men at kriminelle skyder mod folk, der har forladt miljøet og har dedikeret resten af deres liv til at forfægte det synspunkt, at man skal holde sig væk fra banderne - det gør jo endnu mere ondt, siger Lars Løkke Rasmussen.