BLOG: Når storken ikke kan finde vej

16x9
Som samfund er vi nødt til at have en alvorlig snak om den drastisk faldende fertilitet og den trussel det udgør, skriver Mette Abildgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Det er vigtigt at tale om fertilitet, for man kan i dag ikke tage børn for givet.

Lysende reklamebannere med haltende sædceller, der må støtte sig til et gangstativ, har i den seneste tid præget det københavnske bybillede. Formålet er at sætte fokus på, at flere og flere ellers sunde og raske unge mænd desværre har så dårlig sædkvalitet, at det går ud over evnen til at få børn. Faktisk har hver fjerde danske mand nedsat sædkvalitet. I juli sidste år viste et stort videnskabeligt studie, at mænds sædkvalitet er faldet med 50-60 procent de seneste 25 år. Præcis hvorfor ved vi ikke, men mange mistænker eksempelvis de hormonforstyrrende stoffer, vi dagligt udsættes for.

Kampagnen fra Københavns Kommune har skabt en del debat. Den er blevet kaldt spild af skatteborgernes penge, og jeg hælder til at være enig, for jeg tror desværre ikke, at effekten af den slags oplysningskampagner er så stor. Jeg tror nærmere, at der skal personlige fortællinger til. Ansigter og ord på.

Personlige fortællinger om fertilitet kræver, at folk deler noget meget sårbart og privat, og det er ikke nemt. Derfor har det også taget lidt tid for min mand Jens Jacob og mig at samle os mod til at dele vores historie. For vores lille datter Esther Marie, der fortsat kun er nogle få uger gammel, var sandsynligvis aldrig kommet til verden, hvis ikke det var med hjælp fra fertilitetsbehandling.

Vi havde det hele: To faste indkomster, bil, ejerlejlighed med plads til børneværelse, sommerhus med sandkasse. Og nu havde vi også fået ring på fingeren. Det eneste der manglede, var det barn, som vi længe havde talt om, men lige havde skudt til efter brylluppet. Men barnet kom bare ikke ”sådan lige” efter brylluppet. Månederne gik, og til sidst blev måneder til et år, og et års ventetid udløser en tid hos ens praktiserende læge. Dommen kom hurtigt og utvetydigt: Vi havde brug for fertilitetsbehandling på grund af dårlig sædkvalitet, mere specifikt den mest specialiserede form for fertilitetsbehandling, mikroinsemination (ICSI).

På det tidspunkt var der et helt års ventetid på behandling i Region Hovedstaden. Det virkede helt uoverskueligt, når man allerede havde ventet et år, og derfor besluttede vi at få behandling på en privatklinik. Vi har været vanvittigt privilegerede, at vi kunne finde de cirka 65.000 kroner på kistebunden, som det har kostet os inklusiv medicin. Havde vi været ramt af en mildere form for nedsat fertilitet, kunne vi i stedet have forsøgt os med almindelig insemination, og her giver det offentlige også tilskud til behandling på en privat klinik. Men når man er hårdt ramt, som vi var, så giver det offentlige ikke tilskud til behandling i det private. Egentlig lidt ulogisk.

Man går i fertilitetsbehandling for at FÅ børn, men det er ikke FOR børn. Det er et psykisk hårdt forløb, hvor man naturligvis har tusindvis af tanker i hovedet, hvilket ikke formindskes af de hormonbehandlinger, man som kvinde gennemgår. Hver sjette kvinde i fertilitetsbehandling får da også depressive symptomer. Jeg har i ugevis spist et hav af farverige piller, og jeg har også måttet stikke mig i maveskindet med en sprøjte flere gange om dagen. Alt sammen for kunstigt at stimulere kroppen til at producere en masse æg, der så skulle tages ud, befrugtes, dyrkes og sættes op igen. For mig blev det hverdag lige at forlade et forhandlingsmøde i et ministerium, fordi det var tid til et ”hormonfiks” i mavedellen.

Vi har prøvet et mislykket behandlingsforsøg. Hvor et befrugtet æg blev lagt op, og man bare gik og ventede på at kunne tage en graviditetstest, og hvor man for et øjeblik gav sig selv lov til at håbe og tro. Gav sig selv lov at være optimist. For så pludselig at få menstruation og igen finde sig selv opgivende og ulykkelig, når drømmen endnu en gang brast. For så at vende tilbage på arbejde dagen efter uden for alvor at kunne dele med andre mennesker, hvad man gennemgår, for det er for hårdt. Ligesom man måtte bide sig i læben, når velmenende bekendte, eller sågar journalister, spurgte, om man ikke snart skulle have nogle børn.

Et år efter vi havde været til vores første samtale på Dansk Fertilitetscenter på Frederiksberg, sad vi med vores tre dage gamle datter i favnen, så vores behandlingsforløb har heldigvis været kort og smertefrit sammenlignet med rigtig mange andre pars. Havde vi vidst dengang, at vi ville have et barn et år efter, havde det ikke været en tiendedel så hårdt. Det er uvisheden, som gør det smertefuldt. Vil man nogensinde blive den familie, man har drømt om og nok også taget for givet? Selvom vi nu har en vidunderlig datter, er uvisheden der stadig – vil vi nogensinde kunne give Esther Marie en lillesøster eller lillebror? Det ved vi ikke med sikkerhed.

Derfor er det vigtigt at tale om fertilitet, for man kan i dag ikke tage børn for givet. Vi var begge under 30, da vi gik i gang med vores behandling, og vi havde ikke forestillet os, at to unge, raske mennesker ville kunne få problemer. Jeg ville ønske, at vi var startet tidligere, og at vi havde fået testet vores fertilitet tidligere frem for at vente så længe.

Så selvom at Københavns Kommunes kampagne med haltende sædceller måske ikke helt ramte skiven, så kommer vi ikke uden om, at vi som samfund er nødt til at have en alvorlig snak om den drastisk faldende fertilitet og den trussel, det udgør, når storken ikke kan finde vej.