BLOG: ”Går-den-så-går-den”-Løkke er løs igen

16x9
Heldigvis er der et valg. En anden vej. Hvor velfærden prioriteres først, siger Nicolai Wammen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

BLOG: Endnu en gang har regeringen været ude med store ord og skåltaler, blot for at blive afsløret i en ny omgang manipulation og talfifleri.

For i sidste uge måtte vi nemlig forstå, at regeringen havde givet Danmarks erhvervsuddannelser et ”kæmpe løft” gennem en ”ekstraordinær indsats” i en ny politisk aftale. Men nu hvor skåltalerne er ovre, og tømmermændene har lagt sig, kan regeringens eget ministerium nu vise, at boblerne er gået ud af champagnen.

For ikke alene består regeringens ”kæmpe løft” blot af en annullering af de nedskæringer, som de selv har indført. Nej, fupnummeret er skam endnu større. Det viser sig nemlig, at erhvervsskolerne stadig skal spare næste år, fordi regeringen samtidig afskaffer en ”kvalitetsudviklingspulje”.

Alt i alt er regeringens politik altså stadig et minus for erhvervsskolerne. Ikke meget ”kæmpe løft” over det. Det betyder dårligere undervisning for fremtidens faglærte, som erhvervslivet efterspørger.

Det er den forkerte vej at gå. I 2025 kommer vi nemlig til at mangle omkring 70.000 faglærte. Derfor vil vi i Socialdemokratiet give erhvervsskolerne et løft, så vi også i fremtiden har dygtige faglærte, der matcher erhvervslivets efterspørgsel.

Og det er jo ikke første gang, at regeringens skønmalerier er spækket med ”helligdage”. Desværre må man sige, at det nærmest er blevet regeringens arbejdsmetode at stikke danskerne blår i øjnene og håbe, at ingen opdager sandheden.

Hvem husker ikke sagen om de famøse HK’ere, der ville få åh-så-meget ud af regeringens politik? Det viste sig dog, at regeringen havde fiflet med regnemodellerne.

Eller dengang ”Helhedsplanen 2025” efter sigende ville give pensionisterne flere penge mellem hænderne, men realiteten var det modsatte?

Der var også dengang man brystede sig af at øremærke 50 mio. kroner til fødegangene – vel at mærke efter at man havde sløjfet den bevilling på 75 mio. kroner, som SR-regeringen havde givet fødegangene. Alt i alt et minus på 25 mio. kroner og næppe noget hverken jordemødre, de fødende kvinder eller deres nyfødte vil klappe i hænderne af.

Vi kan også tage et par nyere eksempler. Tag bare da Lars Løkke slog sig op på, at der siden 2001 var brugt 75 mia. kr. ekstra på velfærd. Sandheden er imidlertid, at i den periode Lars Løkke har været statsminister, har der rent faktisk været et minus på 1,7 mia. kr. i det offentlige forbrug.

Eller da Løkke fra folketingets talerstol talte om sin ambition om 1.000.000.000 grønne biler. Det har vist sig at være et grønt fupnummer, for regeringens initiativer rækker kun til 1.000. Og ny forlyder det fra klimaministeren, at man slet ikke har et mål om 1 mio. grønne biler. Man håber bare på de dukker op.

To ting kan danskerne dog være sikre på, når det gælder Lars Løkke og hans borgerlige regering. Det første er, at regeringen altid vil ofre velfærden for topskattelettelser. Det andet er, at de ”går den, så går den” er regeringens udgangspunkt. Det er derfor, der er brug for at dobbelttjekke alt, hvad der kommer ud af munden på dem.

Heldigvis er der et valg. En anden vej. Hvor velfærden prioriteres først. Hvor Danmark igen skal være en grøn stormagt. Hvordan fører en udlændingepolitik, der både er realistisk og retfærdig. Og hvor fremtidens faglærte er danskere, der uddannet på danske erhvervsskoler af høj kvalitet. Med Mette Frederiksen som statsminister kan vi samle Danmark om visionerne for en fælles fremtid.