BLOG: Nej til Bocks brugerbetaling på biblioteket

16x9
Mogens Jensen. Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Indfører Mette Bock brugerbetaling på bibliotekerne, vil det betyde en urimelig stor merudgift for de danskere, der bruger biblioteket.

Forleden havde vi en forespørgselsdebat i Folketinget om konsekvenserne af Regeringen og Dansk Folkepartis nedskæringer på landets kulturinstitutioner og danskernes kulturtilbud. Billedet var klart: Gennem tre år er der skåret 539 millioner på kulturen, heraf cirka 210 millioner kroner på museer, teatre m.m. uden for hovedstadsområdet i Jylland, på Fyn, Bornholm, Lolland-Falster og det øvrige Sjælland. Konsekvenserne er kendte: Åbningstider indskrænkes, udstillingssteder nedlægges, aktiviteter forsvinder, og kvaliteten forringes. Modsat hvad Regeringen og Dansk Folkeparti selv siger, så forringer og svækker de kulturinstitutioner og kulturtilbud i provinsen. De trækker Danmark mere kulturelt skævt, og det ser ud til at fortsætte, da Regeringen fortsat vil pålægge kulturinstitutionerne et omprioriteringsbidrag på 2% så længe øjet rækker.

Men det kan blive værre endnu, hvis den nuværende regering fortsætter. Såvel Kulturminister Mette Bock samt Liberal Alliances kulturordfører, Leif Mikkelsen, bekræftede under forespørgselsdebatten, at det kan komme på tale at indføre brugerbetaling på bibliotekerne i en kommende regeringsperiode. Det fremgår også klart af partiets eget kulturprogram, som fastslår, at alle kulturinstitutioner skal have brugerbetaling. Det er klar tale, men det er også et fundamentalt brud med en grundlæggende forudsætning for vores velfærdssamfund, nemlig at det ikke er pengepungens størrelse, der skal afgøre om man har adgang til hverken læge, uddannelser eller at søge oplysning/information og låne bøger på landets biblioteker. Indfører Mette Bock i en mulig blå regering brugerbetaling på bibliotekerne, vil det betyde en urimelig stor merudgift for børnefamilier, pensionister og de mange andre danskere, der bruger biblioteket (der er cirka 38 millioner besøg om året). Og igen vil det gå ud over de svagest stillede i samfundet.

Mette Bock argumenterede under forespørgslen, i sædvanlig LA-stil, med at befolkningen i stedet får skattelettelser. Men vil vi opgive vores historiske, fundamentale princip om solidarisk at sikre, at alle, uanset indkomst, har adgang til fundamentale velfærdsydelser, for skattelettelser? Socialdemokratiet vil ikke. Det er et klart nej! Og jeg håber, at et stort flertal af Folketingets partier er enige.