DF vil have grænsekontrol ud af landet

Regeringen mener ikke, at øget kontrol ud af landet er det rigtige middel til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Finanslovsforhandlingerne spidser til.

I dag mødtes regeringen og Dansk Folkeparti til endnu en runde, og det er især udlændingeområdet og de ældres økonomi, de to parter lægger arm om.

Dansk Folkeparti vil have øget grænsekontrollen af mennesker, der er på vej ud af landet. 

Det siger partiets gruppeformand i forbindelse med dagens finanslovsforhandlinger.

Tyverier og røverier på byggepladser

- Vi har et ønske om at sikre, at vi også kontrollerer varebiler, som kører tyvegods ud af landet. Vi synes, det er uheldigt, at grænsekontrollen ikke tager højde for, at der desværre sker mange tyverier og røverier på byggepladser. Håndværkere, der har ting og sager stående, som bliver kørt ud af landet, og det skal vi have en bedre kontrol af. Det gælder både toldere og politi, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til TV 2.

Partiet er tilfreds med, at regeringen forlængede den midlertidige grænsekontrol med et halvt år 12. oktober.

- Men vi må også konstatere, at der kan gøres mere i forhold til, hvad der sendes ud af landet. Meget af det, der røves på byggepladser og hos håndværkere, der har biler stående, er rigtig store mængder, der sendes ud af Europa og Østeuropa især. Derfor ser vi gerne, at der også på udrejsen bliver kontrolleret, fortsætter han.

Dansk Folkeparti vil blandt andet bede regeringen se nærmere på teknologi, som kan tages i brug ved grænsen. 

Samtidig ønsker de også helt konkret flere toldere og politifolk ved grænsen. 

Peter Skaarup vil dog ikke konkret ind på, hvor mange penge den øgede grænsekontrol vil koste. 

- Det skal vi snakke med regeringen om, lyder det fra gruppeformanden, som tilføjer, at Dansk Folkeparti får mange henvendelser fra folk i grænselandet, som fortæller om transporter med tyvekoster.

Rammer det almindelige danskere?

Risikerer kontrollen ikke at ramme helt almindelige familier på vej på ferie?

- Vi taler om stikprøvekontrol, hvor tolderne og politiet har en god næse for, hvem det er, der kunne finde på at transportere tyvegods ud af landet. Der tror jeg ikke, at det er mange danskere, der skal på ferie i Italien, som bliver kontrolleret. Det er jo varevogne, hvor der ser ud til at være ting og sager i, svarer Peter Skaarup.

Taler vi om en fordobling af personalet? Hvilket størrelsesforhold taler vi om?

- Det vil da være super med en fordobling af indsatsen, men nu må vi tale om, hvad vi kan blive enige om. Vi skal jo have 90 mandater, påpeger Peter Skaarup.

En øget grænsekontrol vil også betyde, at flere bander bliver afsløret, mener folketingspolitikeren. 

- Vi er nødt til at prioritere det her. Vi kan ikke blive ved med at se på at tallene stiger for, hvad der stjæles på byggepladser og hos håndværkere. Det sætter rigtig meget i stå. Der vil være rigtig mange penge at spare, hvis vi kan lave denne kontrol ved grænsen.

Kristian Jensen: Samme mål, forskellige midler

Finansminister Kristian Jensen (V) anerkender, at Dansk Folkeparti vil bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Men ikke at den omvendte grænsekontrol er måden at gøre det på. 

- Vi synes ikke, den omvendte grænsekontrol er en løsning på det problem, vi ser. Der er mange flere andre effektive måder at håndtere kriminalitet på end at gå ned ad den vej, siger han til TV 2. 

Forslaget kommer ikke bag på ministeren, der anerkender, at Dansk Folkepari vil bekæmpe kriminalitet i Danmark. 

Der er andre effektive måder at håndtere kriminalitet på, mener Finansministeren Video: Philip Christoffersen

- Det ønske deler regeringen fuldt og fast. Så hvis vi har det samme mål, er jeg sikker på, at vi kan blive enige om, hvilke virkemidler, vi bruger til at nå det, siger han og understreger:. 

- Man kan godt have det samme mål, men være uenige om, hvilke virkemidler der er mest effektive. Der har vi andre bud, som vi mener er mere effektive. 

Vil afsætte 100 millioner til mere grænsekontrol

Selvom Kristian Jensen og regeringen altså ikke har har tænkt sig at fortsætte med på Dansk Folkepartis idé om at indføre omvendt grænsekontrol, så vil de alligevel blve ved med at sætte penge af til den nuværende midlertidlige kontrol: 

- Jeg tror, det ender med, at vi bliver nødt til at afsætte nogle midler, så vi kan fortsætte grænsekontrollen ind i 2019, siger han. 

Han forklarer, at der er tale om yderligere 100 millioner kroner, som skal hentes fra regeringens egen initiativpulje.