BLOG: En rød regering skal have råd til mere velfærd

16x9
. Foto: Casper Christoffersen / Scanpix

Velfærden har brug for et reelt løft, hvis vi vil gøre en mærkbar forskel for børn, ældre, syge og socialt udsatte efter et valg.

Det kræver, at vi kan finde pengene.

Velfærden har brug for et reelt løft, hvis vi vil gøre en mærkbar forskel for børn, ældre, syge og socialt udsatte efter et valg. Det kræver, at vi kan finde pengene.

Hvad er forskellen på rød og blå, på højre og venstre i dansk politik?

Det er der mange svar på, men et af de væsentligste handler om velfærd. Om ambitioner for velfærdssamfundet. Jeg mener, at vi skal vise en vej, hvor vi ikke bare sikrer, at vi lige nøjagtig kan levere det nødvendige for blandt andet børn, ældre, syge og socialt udsatte. Det er simpelthen ikke nok. Der er brug for at gøre en forskel, der kan mærkes.

Det gælder på plejecentre, i folkeskoler, daginstitutioner, varmestuer, krisecentre og meget mere.

Men høje ambitioner kræver også, at vi viser, hvordan vi vil finde pengene. Her mener jeg, Socialdemokratiet bør vise mere, end de har gjort indtil nu. Der er simpelthen ikke nok penge i deres økonomiske plan til at levere det løft, der er brug for. Og for mig er det altså ikke nok, at vi lige nøjagtig holder skindet på næsen.

Der er ingen tvivl om SF’s støtte til en kommende socialdemokratisk ledet regering. Men vi kommer til at stille krav til regeringsgrundlaget, så vi sikrer os, at en kommende regering ikke kommer ud på Amalienborgs Slotsplads uden ambitioner for velfærden.

Vi ved, at der både bliver flere børn og flere ældre i de kommende år, og det er jo dejligt. Men det koster penge bare at holde fast i det serviceniveau, vi har i den offentlige sektor nu. Og et løft koster i sagens natur endnu mere.

Derfor har vi i SF fremlagt en økonomisk plan, hvor vi viser helt klart, hvad vi vil – og hvor vi vil finde pengene. Vi mener, at de bredeste skuldre sagtens kan bære lidt mere. Derfor vil vi blandt andet indføre en formueskat og annullere regeringens skattelettelserne til virksomhedsarvinger.

Socialdemokratiet har også i nogen grad fremlagt en plan. Men jeg mener ikke, de er i nærheden af at kunne finansiere det velfærdsløft, der er brug for.

Derfor efterlyser jeg i dag, at de skruer op for ambitionerne og i god tid før et valg viser, hvor de foreslår, at vi finder pengene.

Vi har brug for en ny regering, og jeg er overbevist om, at Mette Frederiksen bliver en fantastisk statsminister. Men for SF er det helt afgørende, at et nyt flertal og en ny regering viser, at der er stor forskel på rød og blå i dansk politik.