Sass’ job er at slå hårdt ned på dem, der går imod partilinjen - men i øjeblikket er det oftest ham selv

16x9
Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S). Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

ANALYSE: På trods af at Sass er en af de mest magtfulde socialdemokrater, udtaler han sig gang på gang i strid med partiets politik.

Straffen faldt promte for Mette Gjerskov, da hun tidligere på året offentligt talte imod burkaforbuddet, som Socialdemokratiet ellers internt havde besluttet sig for at bakke op om.

Gjerskov, der bekendtgjorde, at hun havde i sinde at stemme 'nej' til forslaget i Folketinget, fik i en opringning fra gruppeformand Henrik Sass at vide, at hun fremover ikke længere skulle være partiets udviklingsordfører.

I en skriftlig meddelelse til pressen lød begrundelsen således fra daværende gruppesekretær Christine Antorini på vegne af partiledelsen:

- Mette Gjerskov har taget forbehold og talt imod gruppens beslutning i medierne. Socialdemokratiet har gode interne processer og diskussioner, hvor ordet er frit. Men der skal der ikke være tvivl om Socialdemokratiets politik, og man kan ikke bestride tillidsposter, hvis man ikke respekterer at stå sammen om væsentlige politiske emner, herunder udlændingepolitikken.

Godt et halvt år senere er det et andet medlem af Socialdemokratiet, der i høj grad må siges at bestride en tillidspost, som har sået tvivl om linjen i udlændingepolitikken hos Folketingets største parti. Nemlig gruppeformand Henrik Sass Larsen selv, der i TV 2 News-programmet 'Pind & Sass' onsdag argumenterede for, at vi i Danmark skulle "rode os ud" af internationale konventioner.

Det på trods af at Socialdemokratiet i sit seneste udlændingepolitiske udspil flere gange slår fast, at Danmarks udlændingepolitik "skal ske inden for rammerne af de internationale konventioner."

Partiformand Mette Frederiksen har torsdag eftermiddag slået fast, at Henrik Sass' udmelding ikke er i overenstemmelse med partiets politik. Men på spørgsmål om, hvorvidt sagen ville få konsekvenser for Sass, sagde hun til Ritzau: 

- Nej, det gør den selvfølgelig ikke.

Gang på gang

Det er langtfra første gang i denne valgperiode, at partiet er havnet i den særprægede situation, at gruppeformanden - hvis centrale opgave er at sikre, at folketingsgruppens medlemmer er loyale og bakker op om den vedtagne politiske linje - selv er den, der udtaler sig direkte i strid med partiets politik.

Et par yderligere eksempler:

Sidste år roste Henrik Sass Australiens omdiskuterede model for håndtering af flygtninge og sagde, at "vi skal gøre det samme i Danmark" - hvilket Mette Frederiksen straks slog fast, at Danmark ikke skulle. En episode, der fandt sted, før partiet fremlagde sit nye udlændingepolitiske udspil.

I sin bog 'Exodus', udgivet tidligere i år, foreslog Sass blandt andet, at afkriminalisere cannabis og brugen af hårde stoffer. Næstformand i folketingsgruppen Dan Jørgensen afviste, at det var Socialdemokratiets politik.

Det er derudover blevet bemærket på Christiansborg, hvordan Mette Frederiksen på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i august lagde afstand til Henrik Sass' bemærkninger om de øvrige oppositionspartier, der har været med til at forværre forholdet mellem partierne i rød blok de seneste år. Sass har blandt andet kaldt Alternativet et "bluffnummer" og Enhedslisten et "ekstremt parti".

Direkte adspurgt om Mette Frederiksen var enig med gruppeformanden i de beskrivelser, svarede hun:

- Vi taler på forskellige måder, og jeg taler ikke sådan.

Henrik Sass er uden diskussion blandt de mest magtfulde personer i Socialdemokratiet i dag. Spørgsmålet er, om både Socialdemokratiets formand og Henrik Sass selv kan leve med, at det fortsætter meget længere på denne måde, hvor partiets magtfulde mand bliver undsagt gang på gang.