Samuelsen har indrettet kontor for 340.000 kroner

16x9
Udenrigsminister Anders Samuelsen på sit kontor, inden det blev renoveret. Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

Mit kontor trængte til et langt mere moderne udtryk, siger udenrigsministeren.

Liberal Alliance vil have det offentlige forbrug ned. Vi skal have minusvækst i det offentlige, lød parolen under valget i 2015.

Alligevel har det ikke holdt formand Anders Samuelsen tilbage for at indrette sit udenrigsministerkontor for cirka 340.000 kroner.

Det viser en aktindsigt, som Politiken refererer. TV 2 har set aktindsigten. Beløbet er inklusiv moms. Det betaler staten ikke, så den reelle pris er godt 298.000 kroner.

Penge er blevet brugt på designerborde og -stole, spejl og lamper af mærket Mater, reoler og reollåger fra Montana, puder og en plaid fra Eva Harlou samt et tæppe og en radiatorskjuler. Dertil kommer håndværkerydelser, der også dækker en istandsættelse af to forkontorer og honorar til arkitektfirmaet Earth Studio.

Udenrigsminister Anders Samuelsen taler i telefon på sit kontor, inden det blev renoveret.
Udenrigsminister Anders Samuelsen taler i telefon på sit kontor, inden det blev renoveret. Foto: Emil Hougaard / Scanpix Denmark

Oppositionen er forargede

Forbruget forarger flere partier i oppositionen. Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kalder det overfor Politiken ”lidt voldsomt”, mens SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, er noget skarpere i retorikken.

- Selvfølgelig skal det være et godt kontor, men den pris svarer jo nærmest til, hvad man betaler for at sætte en villa i stand og ikke et kontor. Så jeg synes, han har ramt ved siden af, siger han til TV 2 og tilføjer:

- Liberal Alliance er et parti, der i den grad slår sig op på, at vi skal passe på danskernes penge, og at alle dem, der er på overførselsindkomst, skal have strammet tommeskruerne. Men Anders Samulesen er sgu selv på overførselsindkomst. Jeg synes, at han skulle omgås offentlige midler noget mere samvittighedsfuldt, end han gør.

Tidligere borgmester Niko Grünfeld har knap forladt sit kontor, før Anders Samuelsen overhaler indenom med 180 i timen

Benny Engelbrecht (S)

S sammenligner med Grünfeld

Hos Socialdemokraterne siger udenrigsordfører Nick Hækkerup, at partiet ikke vil følge sagen politisk, men det afholder ikke finansordfører Benny Engelbrecht fra at sammenligne Anders Samuelsens kontorudgifter med en lignende sag fra Københavns rådhus, hvor nu tidligere kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet endte med at måtte trække sig, blandt andet fordi han havde brugt omkring 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor.

På Twitter skriver han:

- Tidligere borgmester Niko Grünfeld har knap forladt sit kontor, før Anders Samuelsen overhaler indenom med 180 i timen – altså den samme Samuelsen, der i 2015 ville være ’minister for en mindre offentlig sektor’.

Samme sted konstaterer Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, blot:

- Andre folks penge og alt det der…

Trængte til moderne udtryk

Anders Samuelsen er torsdag i Rom med kronprinsparret og har derfor ikke været at træffe for en kommentar, men i et skriftligt svar til Politiken forklarer han den store regning med, at kontoret ”ganske enkelt havde trængt til et langt mere moderne udtryk”. Han påpeger, at der var ”en synlig vandskade på gulvtæppet”, som skulle udbedres, og at der trængte til at blive malet.

- Man skal huske, at det er et lokale, hvor jeg holder møder med udenrigsministre og ambassadører fra hele verden. Mange af udenrigsministrene er kun i Danmark i få timer, og det er vigtigt, at de rejser herfra med det bedst mulige indtryk af Danmark og ikke for eksempel har siddet og kigget på et vandskadet gulvtæppe, skriver Samuelsen og tilføjer senere:

- Naturligvis skal vi prioritere statens midler med stor omtanke. Men jeg står altså meget gerne på mål for en prioritering, der gør, at vi kan præsentere Danmark bedst muligt, når verden er på besøg. Det synes nogen måske er ligegyldigt, men det gør jeg altså ikke.

SF: - Det er blær

Hos SF forstår Karsten Hønge nødvendigheden af at få udbedret en vandskade.

- Men det kan gøres for en fornuftig pris. Resten er blær. Det er der ingen grund til. Et godt indtryk af Danmark får man forhåbentlig ikke kun ved at møde Anders Samuelsen. Jeg håber virkelig, at folk også møder andet og andre end ham, siger han.

Samuelsen har i alt indkøbt et bord, 12 stole, et spejl, lamper og en ribbe for i alt 115.250 kroner, 15 Montana-reoler til en værdi af 36.531 kroner, tilhørende låger for 5812,50 kroner samt et tæppe til 32.185,50 kroner. Alle priser er inklusiv moms.