BLOG: Vi har da ikke børnefattigdom i Danmark?

16x9
Pia Olsen Dyhr. Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Under Lars Løkkes nuværende regering er fattigdomsydelserne kommet tilbage. Det rammer også børnene.

43.648. Børn. 43.648 fattige børn. Små skæbner, der vokser op med håb og drømme. Tallet er ikke et, Lars Løkke tager sig tid til at nævne, når han snakker om, hvor godt det dog går i Danmark for tiden.

Han pralede til åbningsdebatten med, at danskerne i gennemsnit er blevet 9.200 kroner rigere, og der er skabt 130.000 flere private job.

Men Lars Løkke glemmer tallet 43.648. Måske med vilje, fordi tallet viser, hvor mange børn der vokser op under fattigdomsgrænsen. Måske fordi tallet er steget på Lars Løkkes vagt og er på det højeste niveau siden året efter finanskrisen – og hvem var nu statsminister dengang? Ja, Lars Løkke.

Under Lars Løkkes nuværende regering er fattigdomsydelserne kommet tilbage. Der er indført et kontanthjælpsloft, som går hårdt ud over i forvejen økonomiske trængte familier. Det strammer skruen om forældre med et smalt budget. Det rammer også børnene, der får sværere ved at ryste den negative sociale og økonomiske arv af sig. Sværere ved at udnytte den trampolin i livet, som velfærdssamfundet ellers er.

I SF vil vi give alle børn gode muligheder for et godt liv. Børn skal have muligheder. Vi skal have flere mønsterbrydere i Danmark. Velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet har før i tiden sikret, at vi var et land kendt for at give alle muligheden. For at børn kunne forfølge deres drømme. For de 43.648 børn er det ikke en selvfølge. Det uretfærdige benspænd skal væk.

I virkeligheden burde regeringen kunne se at ved at gøre livet sværere for børn, gør de problemer større for dem selv. En barndom, hvor økonomien til tider har været under enormt pres, betyder dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, lavere løn og kortere uddannelse i fremtiden. Det giver ikke håb.   

Det kan ikke være rigtigt, at børn skal opleve at være økonomiske udsatte i et af verdens rigeste lande anno 2018. En ny rød-grøn regering skal sætte ind mod den stigende ulighed, sikre alle børn en god start i livet og afvikle børnefattigdom. Det er en bunden opgave.