BLOG: Nu slutter festen i 'Fredens havn'

16x9
Fredens Havn som ligger placeret ved Christiania i København. Foto: ALEXANDER ØSTERLIN KOCH / TV 2

BLOG: De mange skibsvrag ved Fredens Havn bør ryddes, mener Peter Skaarup (DF).

Nu er det nu! Torsdag har vi samråd i Folketingets Retsudvalg om Fredens Havn. Her vil justitsminister Søren Pape Poulsen og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen redegøre for regeringens holdning til den flåde af skibsvrag og anden form for alternative beboelser på vandet ved Christiania, der hedder Erdkehlgraven.

I årevis har ca. 30-50 beboere afvist at følge anvisningerne om at forlade området og rydde op efter sig. Både Kystdirektoratet og Københavns kommune har forsøgt sig med venlige skrivelser og henstillinger, men beboerne har ignoreret opfordringerne om at flytte under fredelige omstændigheder.

Om det udelukkende er beboernes egen handling, eller om det er sket på opfordring fra Christiania, er uvist. Men der foreligger tilsyneladende en gammel lokalplan for området, som er udarbejdet af Christiania. En udviklingsplan med boligområder på vandet ud for de gamle bygninger, som tidligere var en del af flådens fæstningsanlæg på Holmen. Her har lovlydige borgere købt dyre boliger i de renoverede bygninger og borgerne er naturligvis utrygge og irriterede over, at beboerne i Fredens havn kan trodse love, regler og bestemmelser og bare etablere et boligområde på vandet uden tilladelse – og slippe godt fra det.

Men nu slutter festen – forhåbentlig. Nu må myndighederne skride til handling og fjerne de mange skibsvrag, så det naturskønne område i Københavns havn igen kan blive til glæde for alle og ikke kun for dem, der har taget loven i egen hånd.