Nye ejendomsvurderinger udskydes igen - ingen negative konsekvenser for boligejere, lover skatteminister

Ejendomsvurderingerne blev sat i bero i 2013, da der var for mange fejl i dem.

Nogle boligejere har i flere år betalt for meget i boligskat - andre har betalt for lidt. 

Det er konsekvensen af, at det system, der er blevet blevet brugt til at vurdere fast ejendom, har været fejlbehæftet. 

Et nyt system skulle råde bod på det. Men nu kan TV 2 oplyse, at erstatningen, det helt nye system, ikke er blevet klar til tiden, og derfor udskydes det igen.

Denne gang med et helt år. Dermed sendes de første vurderinger ud i 2020. Det vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) orientere de øvrige forligspartier om på et møde onsdag eftermiddag.

 Jeg har besluttet som skatteminister at forlænge vurderingerne med et år. Årsagen er at tage ved lære af de fejl, der er begået i fortiden. Det kommer ikke til at have nogle konsekvenser negativt for boligejerne. Forstået på den måde, at hvis man har betalt for meget, får man renter, siger Karsten Lauritzen.

I første omgang blev de nye vurderinger udskudt til andet kvartal 2019, men problemer med systemet udskyder altså systemets igangsættelse igen.

Ekspert: Det vil skabe usikkerhed

Det vil skabe usikkerhed, at ejendomsvurderingerne udskydes med et år til 2020, vurderer Curt Liliegreen, som er direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

 - At vurderingerne udskydes er selvfølgelig uheldigt, fordi det er med til at skabe usikkerhed om vurderingerne. Vi har haft et system, som har været fejlbehæftet og kritiseret af mange, siger han.

- Når man nu udsætter det nye system, to gange faktisk, skaber det en nervøsitet hos boligejerne om, hvorvidt det nye system vil være retvisende, siger Curt Liliegreen.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tidligere sagt, at tidsplanen måske skulle "skubbes en smule mere".

I maj sagde han i en pressemeddelese:

- For regeringen er det afgørende, at danskerne får så præcise og gennemskuelige vurderinger som muligt. Vurderinger, de har tillid til, så de stoler på, at de betaler den rigtige boligskat.

- Modellen med udsendelse i etaper i stedet for alle vurderingerne i ét hug giver rigtig god mening - både for borgerne og for skattevæsenet.

"Super ærgerligt"

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, kalder udskydelsen "super ærgerligt" over for netmediet EjendomsWatch.

- Men hvad kan vi gøre? Vi kan jo ikke trække stikket på systemet nu, for så har vi jo ingenting, siger han til EjendomsWatch.

- Vi har ikke så mange handlemuligheder end at sige, at vi tager til efterretning, at der går yderligere et år.

Også Socialdemokratiet ærgrer sig over udskydelsen.

- Det er virkelig dårlige nyheder. Vi havde ellers fået at vide, at det nye system var i god gænge, siger skatteordfører Jesper Petersen (S) til DR.

Blev sat i bero i 2013

De nye vurderinger er formentlig ventet med spænding af en del boligejere. Vurderingerne blev sat i bero i 2013, fordi de var alt for fyldt med fejl.

Derfor er det fortsat boligpriserne fra 2011, der danner grundlag for den boligskat, man betaler.

De boligejere, der har betalt for meget i skat - hvis deres vurdering har været for høj - skal have penge tilbage, når de nye vurderinger kommer.

Men de boligejere, der har betalt for lidt, får ikke en ekstraregning, har politikerne gentagne gange forsikret.

Der er tale om 1,7 millioner ejerboliger, der skal vurderes på ny. Selv om ingen kan vide præcis, hvordan de nye ejendomsvurderinger bliver, er det forventningen, at det især er i provinsen, at vurderingerne vil være lavere.

Mens det vil være i hovedstadsområdet og omkring de større byer, at man skal forvente højere ejendomsvurderinger, end det gamle system har vist.