BLOG: Vaccinér dit barn!

16x9
For mange børn bliver ikke vaccineret, fordi deres forældre er modstander af vacciner. Det vil regeringen forsøge at gøre op med. Foto: Fred Tanneau / Scanpix Denmark

BLOG: Alt for mange børn bliver ikke vaccineret tilstrækkeligt. Ofte skyldes det uansvarlige forældre. Det vil regeringen gøre noget ved.

Alle børn fortjener en god start på livet. Derfor skærer det også i hjertet, når et barn bliver ramt af sygdom. Heldigvis kan vi i dag forhindre en lang række sygdomme hos børn ved hjælp at vacciner. Hjernehindebetændelse, fåresyge, kighoste, polio, røde hunde og mæslinger er nogle af de sygdomme, vi kan forebygge med vaccination.

Vacciner er af det gode. Og ikke nok med at beskytte det enkelte barn – vaccineprogrammet er også med til at børn, der enten er for små eller svækkede til vaccination, har mindre risiko for at blive smittet af andre. Det giver færre epidemier, jo flere vi får vaccineret jo bedre.

Desværre ser vi en modstand mod vacciner. Forældre, der har en fasttømret ideologisk modvilje mod at vaccinerer deres børn. En modvilje, der ikke finder nogen videnskabelig opbakning, men som mest er bygget på tilfældige klik på internettet, konspirationsteorier og uvidenskabelige anekdoter.

Det har jeg meget svært ved at mønstre bare en lille smule forståelse for. Og jeg forstår til fulde min kollega, børne- og socialminister Mai Mercado, når hun siger, at hun bliver ”fnysende arrig og får røde knopper”, når forældre har en politisk modvilje mod vaccinationer.

Jeg mener, det er at tage sit barns helbred som gidsel i en ideologisk kamp. Jeg er med på, at forældre skal have frihed til at opdrage deres børn, som de ønsker. Frihed til de enkelte familier er konservativ hjerteblod. Men med friheden følger også et ansvar. Og man svigter det ansvar, hvis man vælger at ignorere alle sundhedsfaglige anbefalinger, og ikke vaccinerer sit barn. Og når det samtidig betyder, at risikoen for at andre børn bliver syge, er det svært ikke at blive meget forarget.

Regeringen vil med sit nye vaccineudspil styrke indsatsen. Udspillet indeholder blandt andet såkaldte vaccinationsambassadører, som skal ud i børnenes hjem og fortælle forældrene om vaccinationsprogrammet. Det bliver en særlig opgave for de nye ambassadører at følge op på at sårbare og ressourcesvage familier får opfyldt barnets vaccinationsskema.

Det Konservative Folkeparti arbejder for at flere børn får en god og sund start på livet. Derfor er jeg glad for, at vi i regeringen nu sætter ekstra fokus på området.