Alternativet efter møgsager og profilflugt: - Vi har aldrig stået stærkere

Udefra kunne Alternativet ligne et parti i opløsning. TV 2 har bedt tre af partiets stiftere gøre status i kølvandet på den seneste tids modvind.

CV-fusk, borgmesterfald og politisk dobbeltmoral. Donationer fra skattely, intimbilleder og en folketingsgruppe i opløsning.

Det er ikke svært at tegne et dystert billede af Alternativet bare en måned inden partiets 5-årsfødselsdag.

Den politiske bevægelse, der i sin korte levetid ellers har haft masser af succes, har det seneste år gennemgået en stormfuld periode.

Kontroversielle sager fra senest København, hvor kulturborgmester Niko Grünfeld pyntede sig med uddannelser, han ikke havde gennemført, og hvor politisk ordfører på Christiansborg Carolina Magdalena Maier måtte beklage, at hun de seneste tre år har tilbragt hele 173.790 kilometer i et flysæde til trods for, at Alternativet opfordrer folk til at flyve mindre, har givet spaltevis af negativ omtale.

Organisatorisk og talentmæssigt har vi aldrig stået stærkere

Uffe Elbæk

Vælgerne straffer dem ved i den nyeste megafonmåling blot at støtte Alternativet med fire procent mod 5,7 procent i forrige måling. Og i tilgift hopper partiprofiler af borde. Knap halvdelen af Alternativets folketingsgruppe ønsker ikke at genopstille ved næste valg.

Alarmklokkerne bør ringe, mener flere kommentatorer. Men gør de nu også det? TV 2 har spurgt formand Uffe Elbæk og to af dem, der var med til at stifte Alternativet, hvordan de egentlig selv synes, det går med partiet, der skulle revolutionere den politiske kultur i Danmark. (Artiklen fortsætter under grafikken)

Alternativets folketingsgruppe
Mindst halvdelen af Alternativets 10 folketingsmedlemmer siger farvel til Folketinget efter næste valg.

Talenter på spring

Vi begynder med chefen for det hele, idemanden Uffe Elbæk. Er hans projekt ved at smuldre?

- Overhovedet ikke! Slet ikke, mener han. Faktisk snarere tværtimod. Han erkender, at der er et arbejde med at genopbygge tilliden hos vælgerne her og nu, men fastslår samtidig:

- Organisatorisk og talentmæssigt har vi aldrig stået stærkere, end vi gør i dag. 

Vi har aldrig været et karriereparti

Uffe Elbæk

Men helt ærligt, det er vel ikke ligefrem et sundhedstegn, at halvdelen af dine partifæller ikke ønsker at genopstille ved næste valg?

- Det er ikke, fordi jeg på nogen måde forsøger at skabe et jubelbillede. Set udefra kan jeg godt forstå, at kommentatorer tænker: "Hvad sker der?", når nu halvdelen af gruppen vil prioritere noget andet end en periode mere, men sådan bliver det bare overhovedet ikke set indefra.

- Vi har aldrig været et karriereparti. Fra person til person kan jeg sagtens forstå de valg, de har truffet. Jeg synes, der er nogle gode og vægtige grunde til, at de stopper.

Står dobbelt så godt

- Organisatorisk er der en helt logisk dynamik i, at der er det første hold, som får projektet op i luften, og så kommer der et nyt hold, som skal tage tingene til næste niveau, siger Elbæk.

Han indrømmer, at der ligger en udfordring i at sikre, at den erfaring, som den nuværende folketingsgruppe har erhvervet sig, overføres til arvtagerne:

- Men da vi startede ud i 2015 var det med et hold, hvor ingen udover mig havde parlamentarisk erfaring. Så i forhold til dengang står vi dobbelt så godt nu.

Lugter det i bageriet?

Dobbelt så godt er ganske fornuftigt for et parti, der ved sidste valg stormede ind i Folketinget med ni mandater og siden fik selskab af en socialdemokratisk afhopper. Men er der nu også hold i den analyse?

Rasmus Nordqvist har været med fra Alternativets begyndelse. Han begyndte som politisk ordfører. Nu tager han sig af det udenrigspolitiske stof og klimaet, men efter planen kun et halvt års tid endnu. For når der i slutningen af maj er valg til Europaparlamentet, satser han på en billet til Bruxelles. 

Er det, fordi han har opsnuset en fæl lugt i det alternativistiske bageri på Christiansborg?

Nej, fastslår partisoldaten. Drømmen om EU handler tværtimod om at udbrede Alternativets visioner. Mandefaldet og møgsagerne til trods kan han "slet ikke genkende den krisesnak, der er opstået", siger han. (Artiklen fortsætter under tidslinjen)

Her er Alternativets møgsager
21. september
Fik penge fra skattelylande
Før folketingsvalget i 2015 modtog Alternativet i alt 450.000 kroner fra en fond med adresse i Gibraltar og Luxembourg, skriver Ekstra Bladet.
 
Nilas Bay-Foged, forperson for Alternativets hovedbestyrelse, kalder det "rigtig øv". Men pengene skal ikke betales tilbage, mener han. 
 
I Alternativets partiprogram er kampen mod skattely ellers et vigtigt punkt, men forpersonen fortæller, at Alternativet i 2015 ikke var klar over, hvor pengene kom fra.
 
27. september
Forklaring smuldrer – fik besked om penge fra skattelylande
Alternativets bank, Merkur Andelskasse, bekræfter over for TV 2, at deres kunder altid får at vide, hvor penge kommer fra, så snart de tikker ind på kontoen. Dermed smuldrer Alternativets forklaring om, at partiet ikke vidste, hvor pengene kom fra.
 
Forperson Nilas Bay-Foged erkender i en mail til TV 2, at partiet fik besked fra banken i 2015.
 
- Det er rigtigt, at hvis jeg eller andre i organisationen havde kigget efter, hvorvidt denne eller andre donationer kom fra mulige skattelylande, så kunne vi have set, at overførslen oprindeligt kom fra Gibraltar, men vi har ganske enkelt ikke haft en organisatorisk praksis, der sikrede en opmærksomhed på dette, skriver Nilas Bay-Foged.
1. november
Deltog i smædekampagne mod borgmester
Trods Alternativets ønske om en ny politisk kultur har Troels Christian Jakobsen, der er kandidat for partiet ved kommunalvalget i København, deltaget i en smædekampagne mod tidligere beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R).
 
Under sloganet "Anna Ansvarsløs" har Troels Christian Jakobsen bidraget til kritikken af Anna Mee Allerslev beskæftigelsespolitik, og han har blandt andet været med til at arrangere demonstrationer. 
 
Over for Berlingske erkender han, at sagen kan have givet ham "ridser i lakken". Partiets politiske ordfører, Carolina Magdalene Meier, siger til avisen, at kampagnen ikke er et udtryk for en "særlig fin politisk kultur".
 
- Man må gerne levere hård kritik, når det går på sagen. Men det skal ikke blive personrelateret, og når man bruger et navn, som de har gjort det i den her kampagne, synes jeg, at det går over stregen, siger Carolina Magdalene Meier til Berlingske.
3. november
Afhopper med krads kritik af topstyring
Stine Bardeleben Helles valgte i august at trække sig som kandidat for Alternativet ved kommunalvalget i København. Ifølge en intern mail, som Altinget og TV 2 er i besiddelse af, fik hun nok af en "gammel politisk kultur” med “kammerateri og misbrug af indflydelse.”
 
I mailen kritiserer hun partiledelsens fjernstyring af lokalafdelingen i København, ligesom hun også er utilfreds med, at partiets spidskandidat i hovedstaden, Niko Grünfeld, ifølge hende er gået solo i sagen om det omdiskuterede boligbyggeri på Amager Fælled. Dette afviser han dog selv.
 
Trine Hertz, der frem til august var forperson i Alternativets lokalafdeling i København, har også trukket sig. Det samme har to bestyrelsesmedlemmer i københavnerafdelingen. Trine Hertz vil over for Altinget ikke sige hvorfor, men i en kommentar på Facebook indikerer hun, at årsagen var uenigheder på de indre linjer.
16. november
Sager om interne krænkelser dukker op
Jyllands-Posten kan fortælle, at fem medarbejdere sidst i juni sendte en mail til partiledelsen med kritik af "festkulturen" i partiet, som efter deres opfattelse i alt for høj grad påvirker dagligdagen.
 
Avisen kan også beskrive, at Alternativet lidt over et år før mailen blev sendt, var centrum for en langt mere alvorlig anklage. Et ungt partimedlem havde efter en fest haft en grænseoverskridende oplevelse med en ældre medarbejder hos partiet på Christiansborg. Sagen førte til en overgrebsanklage, som blev meldt til politiet, men ifølge den anklagede blev der ikke rejst sigtelse.
 
Alternativets daværende politiske ledelse bestående af leder Uffe Elbæk, politisk ordfører Rasmus Norqvist og gruppeformand Josephine Fock blev orienteret om sagen og besluttede, at den anklagede medarbejder ikke længere måtte arbejde for partiet. Men kort tid efter blev den fyrede medarbejder allligevel ansat i et projekt i udlandet, som Alternativet havde fået penge til. Ifølge Josephine Fock kendte hun ikke til genansættelsen. Hun siger, at det var daværende sekretariatschef og Uffe Elbæks nuværende rådgiver, Mikkel Nørskov, der havde myndighed til at genansætte ham. Den pågældende person arbejder ikke længere på projektet.
 
Jyllands-Posten kan også fortælle, at en anden ledende medarbejder i partiet har fået en skriftlig advarsel for at have optrådt i strid med Alternativets værdier. Avisen beskriver, at flere folketingsmedlemmer beretter om en uprofessionel og seksualiseret optræden over for underordnede eller partimedlemmer. Konkret skulle der være tale om klap i røven, gramseri og grænseoverskridende opførsel til en fest.
18. november
Gruppeformand trak sig på grund af overgrebssag
Da Josephine Fock i sommer stoppede som gruppeformand for Alternativet, var den officielle forklaring, at hun ville fokusere sine kræfter på Alternativets nye projekt 'De Tre Bundlinjer'.
 
Men efter afdækningen af de interne krænkelser, fortæller hun, at det var genansættelsen af den overangrebsanklagede medarbejder, der fik hende til at sige stop. Josephine Fock følte ikke, at hun havde den nødvendige opbakning.
 
- Man genansætter vedkommende mod mit vidende. Det er helt uacceptabelt, og det håber jeg, vi får mulighed for at drage nogle konsekvenser af, siger Josephine Fock til TV 2.
 
Alternativets leder, Uffe Elbæk, siger, at han ikke kendte til genansættelsen, som hans nuværende rådgiver, Mikkel Nørskov, ifølge Josephine Fock var indblandet i.
18. november
Alternativet laver intern undersøgelse
Alternativets nye gruppeformand, René Gade, har sat sig i spidsen for en intern undersøgelse af de interne krænkelser. Til TV 2 siger, han, at han forventer at være færdig omkring nytår. Gruppeformanden siger, at konsekvenserne af de tidligere sager skal genovervejes.
 
Både René Gade og Josephine Fock opfordrer alle til at fortælle dem om deres oplevelser.
19. november
Opfordrede ansatte til at sende intimbilleder
Ansatte i Alternativet blev i foråret opfordret af pressechef Magnus Haslebo til at sende billeder af deres "pik i slap tilstand", skriver Jyllands-Posten. Det skete i en intern mail til partiets medarbejdere og folketingsgruppen.
 
Billederne skulle bruges i forbindelse med en 100-års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, så partiet kunne give "en lille fiffig collage" af de mandlige kønsorganer. Magnus Haslebo skrev desuden, at partiets politiske leder, Uffe Elbæk, "selvfølgelig er med på idéen, så det kan blive et rent tilløbsstykke dernede". Pressechefen trak dog i land, få timer efter mailen var sendt.
 
Gruppeformand René Gade kalder det en dårlig idé at bede om intimbilleder.
 
- Derfor er det også helt klart noget, der aldrig skulle blive til noget. Det er ikke noget, der står mål med det, vi gerne vil i Alternativet, siger han til TV 2.
 
Uffe Elbæk er ikke stolt over sagen og skriver i en kommentar til Ritzau, at der siden i sommer har været et oprydningsarbejde i gang.
 
- Jeg er glad for, at det arbejde nu er i gang, for det har der været brug for, hvilket den tåbelige idé om at lave en dick pic-collage også viser. Det skulle aldrig være foreslået, siger han.
 
Pressechef Magnus Haslebo skriver i en sms til Jyllands-Posten:
 
- En kreativ kultur kræver, at der er plads til vilde idéer, og dette er langt fra den vildeste udklækket i Alternativet.
20. november
Gruppeformand fraråder at deltage i Alternativets valgfest
Mandag middag fraråder René Gade sine kollegaer at deltage i en valgfest, som Alternativet i København holder tirsdag aften. Partiets leder, Uffe Elbæk, er ellers blandt talerne ved festen, som holdes på baren Monastic, som ifølge ejerne beskrives som en "legeplads" for byens LGBTQI-personer. 
2018
8. oktober
Dyre møbler på Rådhuset
Radio24syv afslører, at kulturborgmester i København Niko Grünfeld har brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor med designermøbler. Heriblandt en specialdesignet daybed til 10.000 kroner, to bænke til 14.000 kroner, tre borde til 36.000 kroner og to PH-lamper til 11.000 kroner. Indkøb, der står i skarp kontrast til, at han gik til valg på "bæredygtig indkøbsordning" i kommunen med henblik på at tage "sociale" og "økonomiske" hensyn.
Desuden gik 25.000 kroner til den til ved lejligheden hyrede arkitekt, der siden har vist sig at være søster til en tidligere chefrådgiver i Alternativet.
11. oktober
Borgmester har rod i sit CV
Nye afsløringer om Niko Grünfeld kommer frem. Igen er det Radio24syv, der har historien og kan nu fortælle, at borgmesteren har føjet en master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet til sit CV, selv om han aldrig har fuldført en sådan uddannelse.
Ifølge det politiske medie Altinget.dk fremgik oplysningen af Niko Grünfelds LinkedIn-profil. Desuden viser det sig, at CV'et indeholdt flere andre upræcise oplysninger.
13. oktober
Grünfeld undskylder
Efter en uge i mediemøllen ser Niko Grünfeld sig nu nødsaget til at undskylde for sine politiske valg. Det gør han på Facebook. Han siger, at han nu vil trække stikket et par dage, men agter fortsat at blive på sin post.
17. oktober
Grünfeld trækker sig
Presset på Niko Grünfeld vokser så meget, at han i et interview med TV 2 endnu engang må beklage. I interviewt fastholder han, at han trods de dårlige sager ikke agter at trække sig.
Den holdning ændrer sig dog få timer efter, da Alternativet har holdt et krisemøde. På Facebook meddeler Niko Grünfeld nu pludselig, at han trækker sig som borgmester med øjeblikkelig virkning. Han begrunder det blandt andet med, at hans hustru og børn er blevet antastet og truet på deres hjemmeadresse.
23. oktober
Flyveglad politisk ordfører
Alternativets mærkesag nummer et er klimaet. Derfor vækker det opsigt, da den bloggen Free Speech Blog kan fortælle, at partiets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier de seneste tre år, mens hun har siddet i Folketinget, har hun fløjet til mindst 13 lande og tilbagelagt mindst 173.790 kilometer i et flysæde.
Facebook erkender Maier, at hun har fløjet for meget, og at hun skal 'forbedre sine vaner'.
 

- Jeg synes, vi har rigtig godt fat. Vi arbejder grundigt med nogle politiske spørgsmål, der er vigtige for os. Specielt den grønne dagsorden, som endelig er begyndt at fylde noget. Vi har godt gang i den politiske debat, og vi har sindsygt dygtige kandidater i hele Danmark, som er ude at snakke med borgere om det samfund, vi lever i.

- Så er der kommet nogle sager op, men det gør der jo for alle partier, og det er selvfølgelig træls. Vi skal hele tiden se på, hvordan vi kan gøre tingene bedre, men vi er et politisk parti i udvikling. Vi fylder fem år 27. november, så vi er jo stadig i en skabende fase. Forhåbentlig udvikler partier sig altid, men det er klart, at der er nogle andre udviklingstrin, når man kun er fem år, siger han.

Josephine Fock stod ved Uffe Elbæks side, da Alternativet blev præsenteret som nyt parti.
Josephine Fock stod ved Uffe Elbæks side, da Alternativet blev præsenteret som nyt parti. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Stifter siger farvel

Så det sande billede af Alternativet er altså væsentligt anderledes end det, øjnene udefra ser, og det bliver kun bedre, må man forstå. 

Men hvorfor vil en så relativt stor procentdel af partiets folketingspolitikere - heriblandt kvinden, der sammen med Uffe Elbæk præsenterede Alternativet for offentligheden tilbage i 2013 - ikke være med mere?

Svarene varierer.

Jeg tror altid, der vil opstå dårlige sager i partier, og måske særligt hos os

Josephine Fock

For partiformandens højre hånd Josephine Fock handlede det om, at hun fik et jobtilbud, hun ikke kunne sige nej. Et jobtilbud, der tilsyneladende var endnu mere attraktivt end at køre det projekt videre, hun selv havde været med til at sætte i søen.

Ingen sygdomstegn

Det valg ser hun dog ikke som et sygdomstegn for Alternativet. Tværtimod:

- Egentlig synes jeg, det er sundt for demokratiet, at der nu kommer nye ind. Det er selvfølgelig vigtigt, at der er en kontinuitet, men det er der jo heldigvis også, siger Josephine Fock.

1. november er hun færdig som folkevalgt, men det bliver hendes parti ikke. Ikke foreløbig:

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Alternativets fundament og visioner er fuldt levedygtige. Jeg tror altid, der vil opstå dårlige sager i partier, og måske særligt hos os, fordi vi er spritnye, og alting har skullet læres fra starten af, så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Josephine Fock.