BLOG: Mediernes migrantdækning giver Trump det bedste kort på hånden til midtvejsvalget

16x9
Donald Trump. Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Præsidenten kunne ikke have ønsket sig en bedre sag to uger før midtvejsvalget.

Hvis man skulle finde ét emne, som præsident Trump helst vil snakke om i valgkampens slutspurt, må svaret unægtelig være immigration, særligt den illegale af slagsen. Set i det lys er det en gave af dimensioner for præsidenten og Republikanerne, at en menneskemængde på 7000 migranter i disse uger er på vej mod USA's sydlige grænse.

Derfor er det da heller ikke overraskende, at præsidenten og mange republikanske politikere har kastet sig over begivenheden. Emnet er en vindersag for dem, da Republikanerne af et flertal af amerikanerne anses for at være bedre til at håndtere (illegal) immigration.

Lægger man dertil, at 75 procent af de potentielle republikanske vælgere ved dette års midtvejsvalg anser illegal immigration som værende et meget stort problem for USA, har man opskriften på en politisk sag af rang for præsidenten og hans parti.

Historien om karavanen fra Honduras passer ligeledes perfekt ind i Republikanernes målrettede forsøg på at tegne et billede af Det Demokratiske Parti som en flok venstreorienterede galninge, der ikke ønsker kontrol med den amerikanske grænse, og kærer sig mere om illegale migranter end hårdtarbejdende amerikanere. For tiden kædes karavanen således eksplicit sammen med Demokraterne.

Hvor presset Demokraterne er på denne front, er ydermere blevet tydeligt i det seneste dage. Reaktionen fra de demokratiske ledere i Kongressen, Nancy Pelosi og Chuck Schumer, har været kendetegnet ved tavshed eller forsøg på at vende diskussionen tilbage til emner, Demokraterne hellere vil tale om. For eksempel sundhedspolitikken. Men en hurtig gennemgang hos de amerikanske medier viser, at karavanen fylder langt mere end sundhedspolitiske emner – uagtet hvad Demokraterne måtte ønske sig.

Tomme trusler giver genlyd

Apropos effektiv men unuanceret kommunikation. Samme fænomen gør sig gældende for Trumps trussel, at USA kommer til at skære i bistand til lande som Honduras, hvis de ikke forhindrer disse mennesker i at drage mod USA.

Umiddelbart en reaktion, som mange vil være sympatisk indstillet over for – for det er da også bare får dårligt, at disse lande ikke vil tage hånd om deres borgere og problemer, og i stedet for outsourcer dem til Trumpland.

Men færre midler gør næppe situationen bedre i de pågældende lande.

Tværtimod er en sådan trussel også en kende paradoksalt taget i betragtning af, at Trumps nuværende stabschef John Kelly netop havde fokus på at bekæmpe de underliggende årsager til, at folk begav sig på flugt eller jagt efter et bedre liv, da han var minister for national sikkerhed under Trump. Det kræver selvsagt penge og investeringer.

Men rent retorisk er det meget effektivt at stille spørgsmålet, hvorfor disse mennesker på flugt og jagt efter bedre kår ikke bliver behandlet bedre af deres respektive regeringer. At det i realiteten ikke er præsidenten, men Kongressen, der skal skære i bistandsmidlerne, er i den sammenhæng bare en yderligere detalje for en præsident, der elsker at kommunikere i overskrifter.

Også den skarpe kritik af Mexico er et godt kneb rent valgkynisk, selvom det kan virke en anelse ironisk taget i betragtning af, at Mexico – i sin rolle som transitland - i de seneste år har deporteret flere mennesker fra Centralamerika, end USA har.

Hvad nu?

Men hvad så, hvis migranterne skulle nå frem til den amerikanske grænse?

For det første er det vigtigt at holde sig for øje, at migranterne ikke er forpligtet til at søge asyl i Mexico. Mange gør netop det – faktisk er antallet af asylansøgere i Mexico stedet med mere end 1000 procent de seneste fem år.

Men i modsætning til Europa har man fra amerikansk side ikke lavet nogen Dublin-forordning eller tredje-parts-aftaler med andre lande, der forpligter migranterne til at søge asyl i de pågældende lande. Det er en vigtig nuance, men næppe en, præsidenten bryder sig om. Det samme gør sig gældende for migranternes juridiske ret til at søge om asyl ved den amerikanske grænse.

Internt i Trump-administrationen er der forskellige fløje og holdninger til, hvordan problemstillingen skal gribes an.

Trumps minister for national sikkerhed Kirstjen Nielsen er efter sigende fortaler for en diplomatisk løsning, hvor man går i dialog med migranternes hjemlande - altså primært Honduras, Mexico, og El Salvador – i et forsøg på at stoppe tilstrømningen af migranter.

Hardlinere i administrationen, såsom Trumps nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton og immigrationsrådgiveren Stephen Miller, er fortalere for en hårdere kurs.

En kurs, hvor der erklæres undtagelsestilstand, hvilket ville give administrationen udvidede beføjelser til at håndtere migranterne. Og hvor migranterne stilles foran et hårdt valg, hvis de ønsker at søge asyl. For eksempel i form af at familier bliver separeret på ubestemt tid. For husk at antallet af uledsagede børn og børnefamilier har været stærkt stigende de sidste fem år.

Andre som Trumps stabschef John Kelly kender indgående til problemets kompleksitet og størrelse. En problemstilling der fint illustreres ved hjælp af dette tal: 395.579.

Det er antallet af pågribelser, der er blevet foretaget ved den amerikansk-mexicanske grænse i år. Pågribelser hvor det oftest ikke er muligt at sende folk tilbage uden at undersøge deres krav på asyl eller ophold. Og hvor drastiske modsvar bliver mødt med et globalt ramaskrig, såsom det var tilfældet i sommers, efter Trump-administrationen separerede familier.

Med andre ord: Et bureaukratisk og juridisk mareridt for en administration og en præsident, der især blev valgt på et løfte om at få styr på grænsekontrollen og immigrationspolitikken.

Mediedækningen hjælper Trump

Menneskemængden er stadig knap 1500 kilometer fra den amerikanske grænse. En hurtig Google-søgning indikerer, at det kommer til at tage migranterne yderligere 450 timer til fods, før de når grænsen. Med andre ord godt og vel tre uger inklusiv søvn, før de rammer grænsen.

Om tre uger kommer det kun til at være en brøkdel af de 7000 mennesker, der kommer til at være gået hele vejen til grænsen. Vel og mærke en grænse som de selvsagt ikke kommer til at være i stand til at løbe over ende.

Alligevel er amerikanske medier allerede på overarbejde og dækker karavanen indgående. Dermed er man med til at give Trump og Republikanerne gode kort på hånden, særligt når man italesætter menneskemassen som værende en ”hær” og situationen som en ”karavane-krise”. En ”hær” der vel og mærke først formodes at være fremme i stærkt reduceret antal om knap tre uger.

Med andre ord skal vi ikke regne med, at karavanen rent fysisk rammer USA indtil efter midtvejsvalget. Men dens indflydelse på valgets udfald kommer nok til at være mærkbart. Præsidenten har i hvert fald tænkt sig– med hjælp fra medierne – at gøre sagen om migranterne til et hovedemne ved midtvejsvalget.

Meget tyder på, at det har været et klogt træk. For som journalisten Dana Lind skrev for det amerikanske medie Vox: ”Hvis migrant-karavanen ikke eksisterede, kunne præsident Donald Trump have haft brug for at opfinde den.”