13-årig pige sendt ud af Danmark får stor opbakning - nu vil partier tjekke reglerne

16x9
Den 13-årige pige Mint fra Thailand. Foto: TV 2 Lorry

Sager om udvisninger af børn til blandt andet Thailand får S og DF til at åbne for at skrue på lovgivningen.

Den ene gang efter den anden har medier berettet om børn med udenlandsk baggrund, der må forlade deres venner og familie i Danmark, fordi børnene har fået afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse.

Senest har den thailandske pige Mint fået stor opmærksomhed - blandt andet i B.T. - fordi hun er blevet sendt hjem til Thailand.

Mint er 13 år og boede indtil for nylig sammen med sin thailandske mor, danske stedfar og lillebror i Køge, hvor hun gik i 7. klasse. Mint kom til Danmark i 2017.

Den 13-årige pige Mint fra Thailand og hendes familie.
Den 13-årige pige Mint fra Thailand og hendes familie. Foto: TV 2 Lorry

Stemplet som ikke-integrerbar

2. oktober fik hun afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, fordi hun ifølge Udlændingenævnet ikke er "integrerbar".

Afgørelsen virker ikke rimelig, lyder det fra Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Mattias Tesfaye. Han vil have gennemgået lovgivningen og diskutere de foreløbige afgørelser på området for at finde ud af, om loven skal ændres.

- Vi som politikere har et ansvar for, at lovgivningen ikke spænder ben for dem, der gerne vil Danmark, siger Mattias Tesfaye.

Støtte fra flere kanter

Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, mener heller ikke, at afgørelsen om at udvise pigen Mint er i orden.

- Det er jo politikerne, der laver lovene. Hvis ikke den nuværende lov kan sikre, at vi kan smide de dårlige indvandrere ud og de gode kan blive, så må vi lave loven om, siger hun til B.T.

»Det er jo politikerne, der laver lovene. Hvis ikke den nuværende lov kan sikre, at vi kan smide de dårlige indvandrere ud og de gode kan blive, så må vi lave loven om.«

Posted by Pernille Vermund on Tuesday, October 16, 2018

Også den danske filmproducent og medstifter af Zentropa, Peter Aalbæk, støtter den 13-årige Mint.

Han kalder udvisningen for både 'uforstålig' og 'absurd'.

- Der må være en fejl i lovgivningen. Politikerne kan da ikke mene, at det er rimeligt at sende en velintegreret 13-årig pige som Mint ud af Danmark, siger Peter Aalbæk til B.T..

Zentropa-chefen har konkret tilbudt Mints familie økonomisk støtte til en eventuel retssag.

Integrationsloven blev ændret i 2016. Ændringen betød, at alle børn over otte år, der kommer til Danmark fra udlandet, skal have vurderet deres mulighed for at blive integreret i landet, inden de får opholdstilladelse.

Inden ændringen var en sådan vurdering ikke nødvendig, hvis bare børnenes forældre allerede var i Danmark, og børnene fulgte efter inden for to år efter.

DF åbner op for dispensation

Dansk Folkeparti er som udgangspunkt tilfreds med reglerne.

Partiet ser dog gerne, at ministeren på området sammen med Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg får mulighed for at dispensere fra de generelle regler for at imødekomme de berørte parter i udvalgte sager.

- Der kan være nogle sager, hvor lovgivningen rammer uhensigtsmæssigt. Det ændrer ikke ved, at vi står fast på lovgivningen.

- Dog vil vi gerne være med til at indføre en undtagelsesmulighed, siger partiets udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.

Både Martin Henriksen og Mattias Tesfaye understreger, at det fortsat er målet, at børn - hvis forældre flytter til Danmark fra udlandet - skal følge trop så hurtigt som muligt for at blive hurtigt integreret.

- Vi vil opfordre dem, der kommer til Danmark, er blevet forelsket i en dansker og ønsker at bo i Danmark, til at tage deres børn med ret hurtigt og ikke lade dem blive hjemme i hjemlandet, siger Mattias Tesfaye.