Elbilerne kan blive billigere end planlagt - men der er stor forskel på hvor meget

De små elbiler får ikke meget ud af forslaget. Men en mellemklassebil kan blive 26.000 kroner billigere end med nuværende regler

Hvis regeringens forslag om billigere grønne biler bliver til virkelighed, kommer ingen elbiler eller opladningshybrider under 400.000 kroner reelt til at blive opkrævet registreringsafgift i 2019 og 2020.

Der er imidlertid stor forskel på, hvor meget køberne af de enkelte bilmodeller har udsigt til at spare. Det viser en prisberegning af fire forskellige elbiler, som brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance har foretaget for TV 2 på baggrund af regeringens klima- og luftudspil.

Små elbiler som eksempelvis VW E-UP er allerede i dag fritaget for registreringsafgift og står derfor ikke til at blive meget billigere. Til gengæld kan køberne af en Nissan Leaf med ekstraudstyr næste år komme til at slippe næsten 27.000 kroner mindre, end der er udsigt til med de nuværende afgiftsregler.

Det her er utilstrækkeligt

Jeppe Juul, Det Økologiske Råd

Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance, forklarer, at det især er elbilerne i mellemklassen, der vil komme til at opleve en mærkbar prisforskel, hvis regeringens forslag bliver til noget. Og det er der behov for, hvis det træge danske elbilsalg skal op i gear.

- Det giver noget ro om afgifterne, som vi har efterspurgt, og jeg tror, det kan være med til at øge salget, siger Lærke Flader til TV 2.

Sådan kan prisforskellene blive

Elbilernes afgifter har været genstand for stor politisk zigzagkurs de senere år. Og det er formentlig medvirkende til, at der i dag kun er omkring 9000 elbiler på de danske veje. Det placerer Danmark på en 14. plads i Europa på niveau med Rumænien, når andelen af nye elbiler sammenlignes.

Indtil 2015 var elbiler fritaget for den normale registreringsafgift, men et bredt flertal besluttede, at det skulle afskaffes. Således var planen, at afgiften skulle indfases over fem år, men da salget af elbiler gik i stå, blev det sidste år besluttet, at indfasningen skulle gå endnu langsommere.

I dag betaler elbilister 20 procent af satsen, og næste år står registreringsafgiften til at stige til 40 procent. Elbilerne står altså til at stige i pris, men for at øge salget vil regeringen udskyde stigningen til 2020. Samtidig foreslår den at hæve bundfradraget fra det nuværende niveau på 10.000 kroner til 40.000 kroner i 2019 og 77.500 kroner i 2020. 

Her kan du se, hvad de to tiltag betyder for fire forskellige elbilers fremtidige priser. Bemærk at priserne er lavere i 2019 og 2020 som følge af regeringens forslag. Årsagen til, at bilernes pris stiger så markant i 2021 og 2022 er, at registreringsafgiften stiger til henholdsvis 65 procent og 95 procent, mens bundfradraget bortfalder. I 2023 vil registreringsafgiften være på 100 procent.

Så meget billigere kan elbilerne blive

VW E-UP

VW E-UP Foto: Johannes Eisele / Scanpix Denmark
Nypris i dag: 187.890 kroner.
Nypris med regeringens foreslåede ændringer:
2019: 187.890 kroner (samme pris som med nuværende afgiftsregler).
2020: 187.890 kroner (11.050 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2021: 198.940 kroner (4250 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2022: 203.190 kroner (1.700 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
 

BMW I3

BMW I3 Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark
Nypris i dag: 295.000 kroner.
Nypris med regeringens foreslåede ændringer:
2019: 295.000 kroner (samme pris som med nuværende afgiftsregler).
2020: 295.000 kroner (11.050 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2021: 306.050 kroner (4250 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2022: 310.300 kroner (1700 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).

Nissan Leaf Tekna (40 KWH) med ekstraudstyr

Nissan Leaf Foto: Kazuhiro Nogi / Scanpix Denmark
Nypris i dag: 327.274 kroner.
Nypris med regeringens foreslåede ændringer:
2019: 319.000 kroner (26.547 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2020: 319.000 kroner (59.390 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2021: 378.390 kroner (22.842 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2022: 401.232 kroner (9137 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).

Tesla Model S100

Tesla Model S Foto: Kim Hong-ji / Ritzau Scanpix
Nypris i dag: 1.016.479 kroner.
Nypris med regeringens foreslåede ændringer:
2019: 986.479 kroner (215.779 kroner billere end med nuværende afgiftsregler).
2020: 1.134.758 kroner (309.724 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2021: 1.444.481 kroner (232.224 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).
2022: 1.676.705 kroner (92.889 kroner billigere end med nuværende afgiftsregler).

Priserne vil stige igen

Trods udsigten til, at elbilerne kan blive billigere end planlagt, er der fortsat langt til regeringens udmelding om, at det i 2030 skal være slut med salget af biler, der udelukkende kører på benzin eller diesel.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark, men regeringen har kun lagt op til at lempe afgifterne på elbiler i 2019 og 2020. I 2021 står en Nissan Leaf med ekstraudstyr eksempelvis til at stige med næsten 60.000 kroner.

Og selvom det er en mindre stigning, end der er udsigt til med de nuværende regler, mener Det Økologiske Råd ikke, at regeringen gør nok. Miljøorganisationen frygter, at kickstarten af salget udebliver, hvis ikke der kommer en varig løsning.

- Hvis vi for alvor skal have elbiler ud og rulle, skal vi have nogle langsigtede rammevilkår, siger Jeppe Juul, der er transportmedarbejder i Det Økologiske Råd, til TV 2.

- Det her er utilstrækkeligt, og der er brug for rammer til 2025 eller i fem år frem, tilføjer han.

Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance roser regeringen for at gøre noget nu og her, men mener ikke, at det rækker langt nok frem.

- Det her er initiativer på den korte bane, siger hun.

Frygter milliardhul i statskassen

Det er frygt for at slå et kæmpe milliardhul i statskassen, der gør, at regeringen ikke ser længere end to år frem. Staten indkasserer årligt omkring 50 milliarder kroner i bilrelaterede afgifter, og vurderingen i regeringen er, at det på sigt kan blive udhulet, så der kommer til at mangle penge til blandt andet velfærdsområdet.

Derfor vil regeringen nedsætte en kommission, der skal regne på udgifterne og ikke mindst på, hvordan staten kan få andre indtægter, hvis bilafgifterne stopper med at skæppe i kassen.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkender, at den korte løsning er med til at skabe usikkerhed om markedet. Han siger dog, at bilproducenternes investeringer i elbiler kan være med til at gøre priserne mere konkurrencedygtige om nogle år. Og når det sker, skal elbilerne betale almindelig registreringsafgift, lyder det.

- Vi risikerer at kaste en masse skattekroner efter nogle elbiler, som måske godt kunne klare sig selv. Jeg ønsker at fremme elbilerne, men jeg ønsker også at passe på skatteborgernes penge, siger Karsten Laurtizen til Ritzau.

Planerne om billigere grønne biler koster samlet omkring 250 mio. kroner i 2019 og 2020. Dem vil regeringen finde på næste års finanslov.

Dansk Folkeparti forventes at skulle sikre regeringen flertal for finansloven. Partiets finansordfører, René Christensen, afviser det ikke på forhånd, men siger til DR, at støttepartiet også har andre prioriteter.