Regeringen vil styrke 21 lokale sygehuse

Som en del af det, regeringen kalder for den største sundhedsreform i ti år, skal der oprettes såkaldte sundhedsfællesskaber. Se her hvor.

Regeringen vil styrke 21 lokale sygehuse med såkaldte sundhedsfællesskaber.

Det kom frem i statsministerens tale til Folketingets åbning tirsdag.

De skal klare mindre komplicerede sygdomme og spare patienten for en tur på det nærmeste supersygehus.

- I dag skal alt for mange mennesker på hospitalet for at få en relativt ukompliceret kontrol. Det presser både patienter og sygehuse, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra talerstolen.

For stor forskel på behandlingen

Han så derfor gerne, at flere behandlinger kan foregå hjemmefra eller fra de lokale akutsygehuse.

Med midtjysk forbillede blandt andet.

- For eksempel behøver patienter med hjertekarsygdomme ikke at komme til sygehuset for at få genoptræning, sagde statsministeren.

Alt for mange patienter mangler sammenhæng i deres behandlingsforløb

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere sagt, at der er for store forskelle i sundhedstilbuddene rundt om i landet.

Og fra talerstolen tirsdag lød det:

- Behandling må ikke afhænge af postnummer. Vi skal skabe langt mere lighed på tværs af landet.

- I dag skal alt for mange mennesker på hospitalet for at få en relativt ukompliceret kontrol, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale til Folketingets åbning.
- I dag skal alt for mange mennesker på hospitalet for at få en relativt ukompliceret kontrol, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale til Folketingets åbning. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Sammenhængende behandling

De 21 centre skal derfor "være en ny drivkraft for, at behandlingen bliver sammenhængende", lød det fra statsministeren.

Hvert fællesskab dækker fire-fem kommuner, og ifølge TV 2s oplysninger er der tale om at udvide følgende lokalsygehuse:

  • Bispebjerg
  • Hillerød
  • Herlev
  • Hvidovre
  • Bornholm
  • Holbæk
  • Køge
  • Nykøbing F.
  • Slagelse
  • Esbjerg
  • Kolding
  • Odense
  • Aabenraa
  • Aarhus
  • Gødstrup
  • Viborg
  • Horsens
  • Randers
  • Aalborg
  • Thy-Mors
  • Hjørring

En del af kæmpe reform

Regeringen forventer at præsentere den samlede sundhedsreform på den anden side af efterårsferien.

Den skal forstås som led i en større sammenhængsreform, der skal gøre op med for meget bureaukrati-bøvl i de offentlige systemer.

- Alt for mange patienter mangler sammenhæng i deres forhandlingsforløb, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Det kan ikke være rigtigt, at systemerne i sundhedsvæsenet ikke taler sammen, mener statsministeren. Regeringen barsler med en sundhedsreform her i efteråret.
Det kan ikke være rigtigt, at systemerne i sundhedsvæsenet ikke taler sammen, mener statsministeren. Regeringen barsler med en sundhedsreform her i efteråret. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Ud fra samme sigte har statsministeren tidligere på sommeren åbnet op for at sløjfe de fem regioner, der driver hospitalsvæsenet, og som han selv har været arkitekten bag.

- Vi er åbne over for, at der kan ske noget med regionerne i kølvandet på det, vi gerne vil have til at ske: Nemlig et langt bedre sammenhængende nært sundhedsvæsen, sagde Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde i august.

Et stort ønske fra Dansk Folkeparti, som Liberal Alliance og de konservative støtter.