Løkke: Moralsk rigtigt at flygtninge vender hjem

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder åbningstale. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Statsministeren bebuder i sin åbningstale, at der kommer udspil om udenlandsk arbejdskraft onsdag.

Antallet betyder noget. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti strammet udlændingepolitikken.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin åbningstale lægger op til svære forhandlinger i efteråret med Dansk Folkeparti om en ny hjemsendelsespolitik.

- Sammen med en forstærket indsats i EU har vi bragt asyltallet ned. I 2017 var tallet det laveste i ni år. Den indsats vil vi fortsætte. Krigsflygtninge, som kommer til Danmark, skal mødes med hjælp og tryghed. Men også med klare forventninger.

- For det første en forventning om, at husly er midlertidigt. Når behovet for beskyttelse ophører, skal man rejse hjem igen. Hjælpe med at genopbygge sit hjemland. Sådan må det være. Det er det moralsk rigtige, siger Løkke.

Han roser dog samtidig effekten af de såkaldte IGU-jobforløb for flygtninge, som DF er imod.

Gavner det danske samfund

Ifølge Dansk Folkeparti giver indslusningen på arbejdsmarkedet via IGU-forløb de enkelte flygtning en forventning om, at deres fremtid ligger i Danmark.

Sådan ser statsministeren dog ikke på IGU-forløbene. Han mener, at de gavner både den enkelte flygtning og det danske samfund:

- Vi har en forventning om, at man som udgangspunkt forsørger sig selv, mens man er her.

- Regeringen har indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, som medvirker til, at langt flere er i arbejde. Siden valget er andelen af flygtninge, som er i job efter tre år i Danmark fordoblet.

- Det er et kæmpe skridt fremad. Ikke mindst for den enkelte, uanset hvor ens fremtid ligger, siger Lars Løkke Rasmussen

Vil hente arbejdskraft

Statsministeren løfter også sløret for, at regeringen ikke har opgivet kampen for at hente mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

- Hver eneste udlænding, som kommer til Danmark på det, der hedder beløbsordningen, bidrager netto med hundredtusindvis af kroner til de offentlige kasser.

- Samlet set tæt på halvanden milliard kroner. Penge, som vi kan bruge direkte til uddannelse, til sundhed og til velfærd, siger Løkke.

Det har da også længe været et ønske fra regeringen - og erhvervslivet - at gøre det nemmere for dygtige udlændinge at få arbejdstilladelse i Danmark.

Men blandt andre Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har afvist at ændre på grænsen for, hvor meget man skal tjene, hvis man skal have lov at arbejde her.

Fremlægger udspil

Lars Løkke Rasmussen er imidlertid klar til at gøre et nyt forsøg.

- I morgen vil regeringen fremlægge et samlet udspil. Et samlet udspil, der også skal gøre det lettere at tiltrække medarbejdere fra lande, som vi i forvejen har stærke økonomiske bånd til - som USA, Canada, Singapore og Japan, siger han.

Statsministeren siger også i talen, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages for at finde en løsning, som alle kan acceptere.

Den såkaldte beløbsordning betyder i år, at man skal tilbydes et arbejde med en årlig løn på mindst 417.794 kroner for at få arbejdstilladelse.

I 2016 lød beløbsgrænsen på 375.000 kroner, men den er siden justeret opad.

.