BLOG: Landets lejere bliver kørt over af Christiansborg

16x9
Vi skal passe på vores almene boliger, og allerhelst skal vi have mange flere, mener Pernille Skipper (Ø) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Snart bliver ghettopakken til virkelighed.

Mennesker skal smides ud af deres boliger, arbejdsløse skal nægtes adgang og tusindvis af gode boliger skal sandsynligvis rives ned og erstattes af dyrere ejerboliger. Men det hjælper intet.

Folketinget står foran et efterår, hvor regeringens ghettopakke skal gøres til virkelighed – de aftaler regeringen på skift har indgået med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Til nytår bliver aftalerne til brutal virkelighed for rigtig mange mennesker.

Konsekvenserne er sandsynligvis at tusindvis af gode boliger rives ned og erstattes af dyrere ejerboliger. For i Regeringens ghettologik, er det åbenbart altafgørende for om et område fungerer, om de folk der bor der er ejere eller lejere. Eller som Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden, ironisk udtrykte det hos Altinget den 11. september, ”det er kun boligejere, der har rigtigt styr på deres forhold”.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Og jeg tror også det er de færreste der rent faktisk mener det.

Men lejerne bliver glemt. 42 % af befolkningen bor til leje og det bliver flere og flere. Det er svært at se, hvis man ene og alene lytter til politikerne. Valgkamp efter valgkamp har handlet om tryghed for boligejerne, mens lejerne konsekvent bliver overset. Og nu kørt over af regeringens ghettopakke.

Den almene boligsektor er unik for de nordiske lande og faktisk noget vi kan være rigtig stolte af. Det er en måde at bo på, hvor beboerdemokratiet er i centrum og hvor der mulighed for at bo til leje, til en husleje som ikke er bestemt af markedet. Det giver en mulighed for, at sosu´en og pædagogen – dem som passer vores ældre og vores børn – stadigvæk kan bo i de samme byer som de arbejder i.

Når et flertal i Folketinget er parat til at køre en bulldozer gennem de almene boligområder, og fjerne gode billige boliger blot for at erstatte dem med væsentligt dyrere private boliger, er vi efter min mening ved at sætte noget meget værdifuldt over styr. En gang rev man boliger ned, fordi der var noget galt med boligerne – nu river man boliger ned, fordi man synes, der er noget galt med de mennesker, der bor i dem.

Det er klart, at der også er problemer i de udsatte boligområder. Arbejdsløshed, fattigdom, sociale problemer og kriminalitet. Derfor skal vi hjælpe områderne. Det gør vi ikke ved at jævne bygninger med jorden uden at bygge nyt. Det vil kun øge problemerne for de mennesker, at der pludselig er endnu større mangel på billige boliger.

Derfor skal vi værne om almindelige menneskers ret til at bo i vores byer. Vi skal passe på vores almene boliger, og allerhelst skal vi have mange flere.

Det er derfor også opløftende at se stærke initiativer spire frem, hvor beboerne i de almene boliger er begyndt at sige fra overfor politikerne.

Et af de initiativer er en række demonstrationer i landets større byer på lørdag. Jeg vil opfordre alle til at tage med mig på lørdag, hvor jeg sammen med mange andre vil møde op og sige et stort nej til det skæve og uretfærdige angreb på de almene boliger.