Jarlov måtte 'stå skoleret' i EU efter hvidvasksag: - Ikke rart for mig

Hvidvasksagen i Danske Bank fylder enormt meget i EU, fortæller TV 2s korrespondent.

Danmarks erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), er torsdag i Bruxelles, hvor EU’s retskommissær har bedt om et møde i forbindelse med hvidvaskskandalen i Danske Bank.

Kommissionen vil have en forklaring på de danske og estiske tilsynsmyndigheders rolle i sagen, der ifølge erhvervsministeren er ”vel Europas største hvidvasksag nogensinde”.

- EU interesserer sig selvfølgelig for en sag af den her størrelse. Det er naturligt, det også vækker interesse i udlandet, når en dansk bank har været involveret i en sag af det her enorme omfang, siger Rasmus Jarlov på vej ind til et andet møde i EU.

Enorm betydning

Der er ingen tvivl om, at hvidvasksagen fylder meget i EU, fortæller TV 2s korrespondent i Bruxelles Lotte Mejlhede. På det netop overståede topmøde i østrigske Salzburg var der to emner, folk talte om. Der var Brexit, og der var Danske Bank.

- Så det er en sag, der har enorm betydning for debatten hernede. Og det er også derfor, at den nyudnævnte erhvervsminister skulle over og - vil jeg sige - stå skoleret for Kommissionen, siger hun.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov er torsdag til møde i EU om hvidvasksagen i Danske Bank. Video: Emil Færch

Og det må "aldrig ske igen i en dansk bank", lyder det fra Rasmus Jarlov, som kalder sagen for en "dybt alvorlig forbrydelse".

- Det er da klart, at det ikke er rart for mig som erhvervsminister at skulle stå her, fordi Danske Bank har dummet sig, og forklare Europa, hvad der er foregået i Danmark, siger den danske erhvervsminister.

Retskommissæren, Vera Jourova, er ifølge Rasmus Jarlov især interesseret i at vide, om Danmark har implementeret EU’s hvidvaskdirektiver.

Og det har Danmark efter ministerens opfattelse. Men sagen tyder på, at der er behov for et meget bedre tilsyn og et meget bedre setup for at forhindre hvidvask, siger han.

Blandt andet skal tilsynet have bedre adgang til information i bankerne.

- Problemet i den her sag har været, at vores tilsyn har fået forkert information fra Danske Bank, og så har man ikke gravet dybt for at kontrollere, om oplysningerne har været rigtige. Og derved har man ikke fundet ud af, at der faktisk var et meget stort problem i Danske Bank, siger han.

Ikke ressourcer nok

Tirsdag kom det frem, at Finanstilsynet ikke har ressourcer nok til at gennemgå det fulde materiale bag Danske Banks hvidvaskrapport i sin genåbnede undersøgelse.

- Vi kommer ikke til at gennemgå alt materialet. Vi har en risikobaseret tilgang, hvor ressourceforbrug på tværs af vores opgaver skal stå mål med forventning til resultat, sagde direktør i Finanstilsynet Jesper Berg til Finans.

Samme dag var Rasmus Jarlov kaldt i samråd om sagen, hvor han lovede flere ressourcer til Finanstilsynet, hvis det bliver efterspurgt.