BLOG: Fælles helikoptertjeneste vil være godt for borgerne

16x9

BLOG: Akutlægehelikopterne skal placeres under Forsvarets kommando, mener Peter Skaarup (DF).

Forleden skrev Venstres politiske ordfører, Britt Bager, her på TV 2-bloggen om en ny akutlægehelikopter, som skal placeres i Nordjylland nær hendes families sommerhus:

- Når vi er i sommerhuset, kan jeg blive bange for selv et lille bistik, skrev hun og tilføjede, at "nu giver vi Danmark trygheden tilbage."

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også glædet sig over vores akut-helikoptere på det seneste i fine annoncer.

I Dansk Folkeparti glæder vi os sammen med Venstre over akuthelikopterne (nummer 4 blev til virkelighed i finanslovforhandlingerne for 2018), som redder liv, selvom vi ikke var helt enige hvor i Nordjylland den nye fjerde helikopter skulle placeres. Det lykkedes dog at finde et kompromis.

Nu har vi så en anden udfordring, og her håber vi til gengæld på lydhørhed hos Venstre og de øvrige regeringspartier.

Når akutdækningen i Nordjylland og andre steder ikke har været helt optimal, så skyldes det primært Danske Regioner. Trods rådighed over tre akutlægehelikoptere i et lille land har regionerne ikke leveret varen i alle egne af landet.

Det problem borgere har oplevet, har været, at dækningen har været lidt for tynd. I Dansk Folkeparti har vi et ønske om, at alle borgere så vidt muligt skal behandles lige i sundhedsvæsenet. Uanset hvor de bor. Skævinge, Skagen eller Skanderborg.

Derfor forslaget at nedlægge de fem regioner. Vi vil gerne skære topbureaukrater og regionspolitikere væk og bruge besparelserne på at ansætte flere sygeplejersker, sosu'er, rengøringsassistenter, læger mv.

Og lad os derfor starte med akuthelikopterne. Helt konkret foreslår Dansk Folkeparti at lægge regionernes akutlægehelikoptere ind under forsvarets kommando. Det giver ikke operationel mening at have to eller flere kommandostrukturer.

Derfor foreslår vi som et første skridt at lægge de lægefagligt stærke regionshelikoptere ind under de mere robuste, stærkere og hurtigere SAR-redningshelikoptere i forsvarets kommando. Og dermed skabe større fleksibilitet og non-stop samarbejde.

Hvis vi alle lige prøver at hæve blikket over de partipolitiske briller, er situationen denne: I et sygehusvæsen med begrænsede midler er det oplagt at spare regionalt bureaukrati væk.

De mange stressede varme hænder på landets sygehuse bør med den kommende reform få en bedre og roligere arbejdsdag. Og opnår vi den succes som politikere, vil det automatisk forbedre borgernes oplevelse og hjælp – for færre skattepenge.