Fem ting vi lærte på S-kongressen: Mette F. tog et klart opgør med Thorning-tiden

S-formanden trak ikke i land for at komme de røde partier i møde. I stedet stod hun fast på visionen om en ren S-regering med tre prioriteter.

Folketingsvalget rykker nærmere, og Socialdemokratiet går efter at genvinde regeringsmagten fra Venstres Lars Løkke Rasmussen.

Lykkes det, bliver en ny S-regering et opgør med tiden under Helle Thorning-Schmidt, et bredt samarbejde på tværs af både rød blok og Dansk Folkeparti og med ultimatummer til de andre partier i regeringsforhandlingerne.

Det var blandt de centrale udmeldinger på socialdemokraternes partikongres i Aalborg Kongres & Kultur Center i weekenden – den sidste kongres inden næste valg, der skal afholdes senest den 17. juni 2019.

Men hvad skal vi lægge i ordene fra de socialdemokratiske politikere?

TV 2 har herunder samlet fem af de vigtigste udmeldinger på S-kongressen og bedt politisk kommentator Hans Engell give sin analyse af dem.

Fastholder vision om ren S-regering

I sin tale på kongressen fastslog formand Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet går til valg på tre prioriteter: velfærd og større social retfærdighed, udlændinge og klima.

- Der er ikke et parti, vi kan gøre det hele sammen med. Men jeg tror, vi kan gennemføre alt det, vi gerne vil, hvis vi samarbejder bredt i Folketinget. Derfor går vi efter at danne en socialdemokratisk mindretalsregering efter valget. Hvis vi får mandaterne til det. Hvis danskerne ønsker det, sagde S-formanden.

Dermed står hun fast på udmeldingen fra juni, hvor Socialdemokratiet varslede et brud med den traditionelle regeringspartner, Det Radikale Venstre.

For mig er det den vigtigste pointe fra S-kongressen. Ikke bare holdt Mette Frederiksen fast i, at hun kun vil have en ren socialdemokratisk regering, men hun blødte slet ikke op i forhold til de andre partier i rød blok. Hun slog fast, at hun som regeringsleder ønsker at samarbejde bredt – og også tæt med Dansk Folkeparti. Hun trak ikke i land i forholde til de radikale, tværtimod slog hun fast, at hun ikke vil gå på kompromis på udlændingepolitikken.

Mette F. vil rette op på egen reform

På kongressen varslede Mette Frederiksen et grundigt serviceeftersyn af den reform af førtidspension, som hun selv stod i spidsen for, da hun var beskæftigelsesminister i 2012.

Faktisk gjorde hun det klart, at Socialdemokratiet vil gå endnu længere i forsøget på at rette på problemerne med førtidspensionen end det, som et enigt Folketing blev enige om før sommerferien.

- Jeg stod selv bag reformen af førtidspension. Derfor har jeg også et særligt ansvar for at få rettet op på nogle af de problemer, der viser sig at være.

I et interview med B.T. erkendte S-formanden, at en del mennesker, der burde få en førtidspension, ikke får det i dag, og at alt for mange ender i opslidende og udsigtsløse arbejdsprøvninger, så de ”ender med at blive kegler i et spil.”

- Og det er jeg sgu oprigtigt ked af, for det var ikke det, der var meningen, og jeg synes heller ikke, vi kan være det bekendt, sagde Mette Frederiksen til B.T.

Frederiksen tog et opgør med hele Thorning-perioden, og jeg har aldrig oplevet en partiformand, der skød forgængerens politik så effektivt ned, som det skete i weekenden, hvor Mette Frederiksen tog afstand fra alt det, som Helle Thorning-Schmidt gennemførte. Det var både på regeringsgrundlag, Dong-salg, manglende socialindsats, forkert udlændingepolitik og altså arbejdsmarked. Det kan vise sig meget klogt, fremfor at skulle ud og forsvare og forklare i en valgkamp. Spørgsmålet er så, om det overbeviser alle.

S vil gøre skatteområdet til kampsag

Socialdemokratiet mener ikke, at regeringen har gjort nok for at rette op på de store problemer i skattevæsenet. Det fastslog partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, fra talerstolen i Aalborg.

- Vi har en regering, der sidder på hænderne. Det er din regering og dit ansvar, Lars Løkke Rasmussen. I har svigtet. Det kan Danmark ikke være tjent med. Borgfreden på skatteområdet er hermed ophævet, lød det fra Nicolai Wammen.

Han nævnte blandt andet, at den samlede gæld til skattevæsenet er vokset til over 100 milliarder kroner, og at Rigsrevisionen højst usædvanligt har taget forbehold for at godkende Skats regnskab for 2017.

Opgaven med at rydde op i Skat har skatteminister Karsten Lauritzen (V) et stykke hen ad vejen haft forholdsvis ro til, uden de forskellige partier har brugt skatteområdet som en politisk slagmark. Men det er altså slut nu, lyder advarslen fra Socialdemokratiet.

Det skal ses i sammenhæng med, at den borgfred, man indgik, også indebar borgfred for det, der gik forud. Det vil Socialdemokratiet ikke længere, da partiet i stigende grad har indtryk af, at Venstre-ministre har haft fingrene nede i skatteskandalen – både Fogh, Løkke og Kristian Jensen. En opsigelse af borgfreden er med mine øjne udtryk for, at S vil gøre den gamle skatteskandale til en kampsag. De vil ikke længere holde hånden over fortidens synder.

Ikke statsminister for enhver pris

Hvis der kommer et flertal for Mette Frederiksen efter næste folketingsvalg, er det ikke sikkert, hun vil være statsminister. Det fastslog S-formanden i sin tale på kongressen lørdag.

- Lars Løkke Rasmussen sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det blev han. Det er han. Det vil jeg ikke, sagde Mette Frederiksen med henvisning til en udtalelse fra Venstres formand forud for valget i 2015.

Mette Frederiksen nævner udlændingepolitikken som et af de områder, hvor hun grundlæggende set ikke vil gå på kompromis i eventuelle regeringsforhandlinger.

Socialdemokratiet sigter her på de forhandlinger, der skal føres, hvis det ender med et rødt flertal efter valget. Det er et signal til rød blok om, at hvis de gør det fuldstændig umuligt og presser for meget på, så kan der komme en situation, hvor de ikke kan bruge et rødt flertal til noget, fordi S ikke længere vil være med. Så det er en klar advarsel til rød blok, om at der er grænser for, hvor meget de kan presse på.

S fortsætter flirten med DF

Socialdemokratiet er de seneste år på flere områder rykket tættere på Dansk Folkeparti, og på kongressen fastslog den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, at S på lange stræk har mere til fælles med DF end med den tidligere regeringspartner Det Radikale Venstre.

- Det ser ud til, at vi har meget mere til fælles med DF på en lang række punkter, end vi har med de radikale, sagde Henrik Sass Larsen og pegede ifølge DR blandt andet på dagpengeområdet og boligskatten.

Sass udtrykte også glæde over meldingen fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl, som i sidste weekend under Dansk Folkepartis årsmøde gjorde det klart, at DF er klar til at fortsætte samarbejdet med Socialdemokratiet, hvis magten skifter efter næste valg.

Partiformand Mette Frederiksen var noget mere forsonende i sin tale og forklarede, at Socialdemokratiet har mange områder, de kan samarbejde, med både DF og de røde partier.

Frederiksen henvendte sig dog direkte til DF-formanden og opfordrede ham i sin tale til at pege på hende som statsministerkandidat fremfor Venstres Lars Løkke Rasmussen.

- Pas på, der ikke går for meget Zappa i dansk politik. Kan I huske ungdomsfilmen fra 1983? ’Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?’ Men Mulle. Tulle. Lad nu være med at spise den skovsnegl. Det kan godt være, du kan få en rokokopude af Løkke. Men det får danskerne ikke mere velfærd ud af, sagde Mette Frederiksen.

Jeg synes, man skal lytte mest til Mette Frederiksen. Hendes tale lægger lidt ro på, i forhold til at kunne fortsætte samarbejde med både DF og de andre partier. Det var mere forsonligt. Omvendt gav Sass den lige flammekasteren mod de radikale – han gjorde i hvert fald ikke noget for at gøre stemningen bedre. Der er mange i Socialdemokratiet, der vil kunne lide Sass’ udtalelser, men der er også nogen, der ikke kan.