Mette Bock er valgt som spidskandidat til Europa-Parlamentet

Kulturministeren er nu officielt blevet valgt som Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Kulturminister Mette Bock (LA) er officielt blevet valgt som Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet ved et medlemsarrangement på Fyn.

Det skriver partiet lørdag i en pressemeddelelse.

Tidligere på måneden blev Mette Bock indstillet af Liberal Alliances hovedbestyrelse som spidskandidat.

Og nu har hun altså også fået opbakning fra partiets medlemmer.

- Jeg er meget glad og stolt over at få medlemmernes opbakning, og jeg ser nu frem til at kæmpe for et mere liberalt Europa, siger Mette Bock i pressemeddelelsen.

Ifølge Mette Bock er EU i dag vigtigere end nogensinde.

- Vi er i en brydningstid med Brexit, et USA, der vender ryggen til Europa, og østeuropæiske medlemslande, som knægter fundamentale politiske og demokratiske rettigheder.

- Der er brug for en klar liberal stemme i Europa, og den opgave tager jeg gerne på mig, siger Mette Bock.