Kommune laver krammeregel: - Man skal tænke over, hvilke signaler det sender

Kram på rådhuset er for venskabeligt og kan sende forkerte signaler, forklarer borgmester.

Politikere og embedsmænd i Hørsholm Kommune skal ikke gå og kramme hinanden.

Det har kommunens borgmester, Morten Slotved fra Det Konservative Folkeparti, gjort klart over for kommunens øvrige politikere, skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

Over for TV 2 bekræfter borgmesteren, at krammene er blevet frabedt med henvisning til signalværdien i et kram mellem politikerne og direktører eller embedsfolk i kommunen.

- Man skal tænke over, hvilke signaler det sender til både borgere og andre politikere eller embedsfolk. Det kan måske få nogle til at føle, at andre får mere politik igennem, fordi en embedsmand og politiker er for gode venner, forklarer Morten Slotved til TV 2.

Ifølge borgmesteren blev beslutningen taget efter en diskussion i kommunens økonomiudvalg allerede i sidste valgperiode, men han har nu indskærpet reglen, så også nye byrådsmedlemmer er bekendt med den.

Morten Slotved understreger, at reglen ikke er indført som følge af eksempler på grænseoverskridende adfærd, men alene, fordi det kan sende de forkerte signaler.

- Det er noget, man skal tænke over som politiker, fastslår han.

Kram er bare ét eksempel

Men hvor går grænsen for, hvor meget man kan regulere adfærden på en arbejdsplads?

Må politikerne og embedsmændene drikke en øl efter arbejde? Må de småsnakke venskabeligt ved kaffemaskinen eller være venner på Facebook?

Det har Hørsholm-borgmesteren ikke gjort sig nogen overvejelser om, fortæller han.

- Reglen udspringer som sagt af en diskussion i økonomiudvalget. Krammet er et konkret eksempel på, at man skal være opmærksom på, hvilke signaler man sender, siger Morten Slotved.

Afstemning

Derfor har kommunen heller ikke andre konkrete regler for, hvor venskabelige man eksempelvis må være uden for arbejdspladsen.

- Det blander jeg mig ikke i, det må man selv have fornemmelse for, hvad der er naturligt.

Krammeforbuddet gælder kun mellem politikere og embedsmænd, mens politikere fortsat gerne må kramme hinanden. Borgmesteren vil heller ikke forholde sig til, om kommunens politikere må kramme med borgere, lokale erhvervsfolk eller andre, som de møder gennem deres hverv.

- Det kan de bare gøre, det skal de helst selv vurdere. Det er et krydsfelt, men det er jo derfor, de er valgt som politikere. Så de må selv vurdere, hvilke signaler det sender, hvis de eksempelvis krammer den ene part i en sag, siger Morten Slotved til TV 2.

Kommuneforsker: Krammet er ikke problemet

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kender ikke til andre kommuner med lignende 'krammepolitik', men han kan ikke udelukke, at der findes kommuner med konkrete eller uskrevne regler om, hvordan man møder hinanden.

Selvom det er vigtigt med en professionel distance mellem embedsfolk og politikere, er Roger Buch dog ikke synderlig bekymret for signalværdien i, at de er på kram, fortæller han til Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg tror, det kommer fuldstændig an på, hvem der ser det. Hvis den, der observerer det, selv er flittig uddeler af kram, vil vedkommende formentlig slet ikke registrere det, mens andre måske vil finde det mærkeligt, siger Roger Buch og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at politikere og embedsfolk kan komme alt for tæt på hinanden, men der må jeg ærlig talt sige, at jeg ikke tror, det er krammet, der er problemet.

Afstemning