BLOG: Danske Bank-skandalen kræver fælles europæisk bankkontrol

16x9
Danske Bank-skandalen kræver fælles europæisk bankkontrol, mener Alternativets EU-ordfører. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

BLOG: Danske Bank-skandalen viser med al tydelighed, at der er brug for europæisk kontrol med bankerne

Det er godt og naturligt, at Danske Bank-chefen Thomas Borgen stopper efter den himmelråbende skandale, der har ramt banken. Alt andet ville være mærkeligt, når man ser på, hvor eklatant Danske Bank har fejlet.

Men der er behov for at tage langt mere grundlæggende fat, hvis vi skal undgå en gentagelse af det katastrofale forløb.

Skandalen har rullet længe i Danmark, og den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov lader til at tage sagen alvorligt. Men han erkender også, at det er svært af gøre noget, fordi danske myndigheder og lovgivning er begrænset af, at ulovlighederne har fundet sted i Estland.

Sagen vidner om, at det er på tide at samarbejde langt bedre på EU-plan om anti-hvidvaskning. Som Financial Times eksempelvis har foreslået, så bør vi kraftigt overveje at oprette et nyt EU-agentur med ansvar for og beføjelser til at komme den grænseoverskridende hvidvaskning af penge til livs.

Lige nu ligger kompetencen hos de nationale myndigheder, som tydeligvis ikke formår at løfte opgaven tilfredsstillende. Danske myndigheder kan ikke kontrollere Danske Bank, fordi banken jo i virkeligheden ikke er dansk. De fleste aktiviteter ligger uden for Danmark. Ulovlighederne er foregået i et andet land, og så har danske myndigheder ingen mulighed for at udøve kontrol.

Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi sammen kan sikre regler og kontrol, så lyssky interesser ikke igen kan udnytte uopmærksomme banker i lande med svag kontrol. Som det er nu, er amerikanske myndigheder faktisk bedre rustet til at kontrollere europæiske banker, og det er da direkte pinligt, at vi ikke er i stand til at forhindre grove ulovligheder som hvidvaskning af penge, fordi det foregår på tværs af grænser.

Hvis vi vil forhindre hvidvaskning af lyssky penge i Europa, så bliver vi nødt til at samarbejde og sammen tage ansvar for at kontrollere vores banker på tværs af grænserne.