Ottedoblede bøder og forbud mod 500 eurosedler - her er de nye tiltag mod hvidvask

Politikerne håber at få færre sager som den aktuelle hvidvaskningsskandale i Danske Bank.

Otte gange højere bøder og et forbud mod betaling og veksling med 500 eurosedler i Danmark.

Sådan lyder nogle af tiltagene i en ny aftale om strammere hvidvasklovgivning.

Aftalen er indgået på dagen, hvor Danske Bank har fremlagt sin egen interne undersøgelse af hvidvaskssagen i bankens estiske filial. Den har blandt andet ført til, at administrerende direktør Thomas F. Borgen stopper.

Aftalen er indgået af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre. Formålet er at bekæmpe hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

Om forbuddet mod 500 eurosedler siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K):

- Det er for at besværliggøre småkriminelles aktiviteter i Danmark, siger han.

Han understreger, at det ikke bliver ulovligt at besidde dem.

TV 2 har tidligere i dokumentaren 'Nordea og det store pengevaskeri' vist, hvordan 500-eurosedlerne bliver brugt til hvidvaskning.

Overblik over hovedpunkterne

Forbuddet mod veksling og betaling med 500 eurosedler er næppe nok til at dæmme op for sager på niveau med Danske Banks. Her kan du få overblik over de vigtigste tiltag.

Sådan styrkes indsatsen mod hvidvask

Markant højere bøder

Bøder for overtrædelse af hvidvasklovgivningen i store danske banker bliver øget med 800 procent. Ifølge erhvervsministeren får Danmark formentlig det højeste bødeniveau i Europa.
Med de nye bødestørrelser vil en bank, der tjener 1,5 milliarder på hvidvask, få en bøde på 24-30 milliarder kroner mod omkring tre milliarder kroner i dag.

Skærpet krav til bankledelserne

Der indføres skærpede muligheder for at nægte bankdirektører og andet nøglepersonel mulighed for at drive bank i Danmark, hvis de har være indvolveret i hvidvask, eller hvis der mangler kompetencer eller erfaring.

Fast-track ordning

Der laves en særlig fast-track ordning hos Bagmandspolitiet for særligt mistænkelige transaktioner. Det skal eksempelvis være muligt for pengeinstitutter at få en indberetning frem i køen, hvis der er mistanke om hvidvask.

Forbud mod 500 eurosedler

Der indføres et forbud mod betaling og veksling med 500 eurosedler i Danmark. Formålet er at besværliggøre småkriminelles aktiviteter.

Beskyttelse af whistleblowere

Whistleblowere skal beskyttes mod repressalier fra bankerne - både som ansatte og tidligere ansatte. Der stilles også krav om dokumenteret opfølgning på henvendelser til virksomheders whistleblowerordning.

Alle tiltag - pånær vurderingen af retten til at drive bank - gælder for nye sager. Derfor kan Danske Bank ikke blive idømt de ottedoblede bøder.

Frikender egen ledelse

Danske Bank har onsdag erkendt, at der har været tale om "helt uacceptable og kedelige forhold” i bankens estiske filial fra 2007 til 2015. Her har udenlandske kunder brugt banken til at hvidvaske milliardbeløb, og der er ikke blevet reageret tilstrækkeligt på advarsler.

Den interne undersøgelse har ikke været i stand til at opgøre, hvor mange penge der er blevet hvidvasket. Berlingske har tidligere beskrevet, at det er transaktioner for mindst 53 milliarder kroner, og onsdag fortæller Danske Bank, at der er strømmet næsten 1500 milliarder igennem de udenlandske kunder fra 2007 til 2015. 

Danske Bank har fået hård kritik fra Finanstilsynet, men der er ikke udstedt bøder i sagen, og ifølge banken selv har ingen i ledelsen et juridisk ansvar. Bagmandspolitiet er dog i gang med nye undersøgelse, hvor ledelsens ansvar igen kan blive bragt i spil, mens Finanstilsynet ser på de nye oplysninger i sagen.

Derfor er det for tidligt at frikende Danske Banks ledelse, mener erhvervsministeren.

- Det, at Danske Bank har lavet deres egen undersøgelse, betyder jo ikke, at Bagmandspolitiet ikke fortsætter deres, siger Rasmus Jarlov.

Danske Bank vil donere bruttoindtægterne fra de udenlandske kunder fra 2007 til 2015 på 1,5 milliarder kroner til en nyoprettet fond, og administrerende direktør Thomas Borgen har onsdag fortalt, at han stopper, så snart der er fundet en afløser.

S: Vigtigt med markant skærpelse

Hvidvasklovgivningen er blevet strammet før, men partierne bag den nye aftaler mener ikke, det har været nok.

- For SF har det været vigtigt, at vi får en af de hårdeste og strammeste lovgivninger i Europa, og at vi sikrer en langt bedre whistleblowerordning end i dag, siger erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF). 

Morten Bødskov (S), der er formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, siger: 

- For Socialdemokratiet har det været vigtigt, at bødeniveauet ikke bare skærpes, men skærpes markant. 

Bødskov forsikrer, at der vil være de nødvendige ressourcer til Bagmandspolitiet og Finanstilsynet, så de kan komme helt til bunds i sagen om hvidvask i Danske Bank. 

- Så forældelse ikke bliver et spørgsmål, og de spor, der måtte være i Danske Banks egen rapport, bliver udforsket, siger han.