Rigmand er i København for at betale niqab-bøder - ingen mødte op

Rachid Nekkaz har fået kritik for forsøg på at underminere demokratiet. Han afviser, at besøget i Danmark er et mediestunt.

Vis mig din niqab-bøde, så betaler jeg.

Sådan har budskabet fra den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz lydt. Men da han tirsdag mødte op foran Christiansborg for at protestere mod det såkaldte tildækningsforbud, var ikke en eneste mødt op for at få ham til at betale.

- Det ser ud som om, at regeringen succesfuldt er lykkedes med at skræmme de her kvinder, siger Rachid Nekkaz via sin kone, som fungerede som tolk foran Christiansborg.

Rachid Nekkaz med sin kone foran Christiansborg.
Rachid Nekkaz med sin kone foran Christiansborg. Foto: TV 2

Vil ikke forsvare islam

Tildækningsforbuddet, som trådte i kraft den 1. august, er blandt andet målrettet den muslimske klædedragt niqab, hvor kun øjnene er synlige. Det koster 1000 kroner i bøde at overtræde forbuddet, og efter fjerde gang stiger prisen til 10.000 kroner.

Rachid Nekkaz vil som udgangspunkt kun betale niqabbøder. Han mener ofte, at burkaen er forbundet med tvang.
Rachid Nekkaz vil som udgangspunkt kun betale niqabbøder. Han mener ofte, at burkaen er forbundet med tvang. Foto: Grafik: TV 2

Det er Rachid Nekkaz imod. Han mener, at folk må gå klædt, som de vil, og har tidligere fortalt TV 2, at han mener, stort set alle niqabklædte kvinder i Europa har valgt klædedragten frivilligt. Derfor vil han forsøge at modvirke lovgivningen ved at betale bøderne i de lande, der ligesom Danmark har indført forbud.

Det har fået hård kritik fra danske politikere, men Rachid Nekkaz afviser, at han modarbejder demokratiet.

- Jeg kommer ikke til Danmark for at forsvare islam eller religion. Jeg er menneskerettighedsaktivist. Det handler om friheden til, at kvinder kan iklæde sig niqab eller lade være, siger han.

Han har med egne ord modtaget fire beskeder fra personer, som siger, de har fået en bøde for at overtræde forbuddet i Danmark. Men han har ikke modtaget dokumentation og har derfor ikke betalt bøderne.

 Rachid Nekkaz poserer med en kvinde klædt i den såkaldte
Rachid Nekkaz poserer med en kvinde klædt i den såkaldte "burkini" på stranden i den sydfranske by Cannes. "Burkinien" kan give bøde i Frankrig. Foto: Eric Gaillard / Scanpix Denmark

Vil ikke betale alle bøder

Det er da heller ikke alle bøder, han har tænkt sig at betale. Der skal være tale om en overtrædelse af tildækningsforbuddet på gaden, for hvis det er sket i eksempelvis et indkøbscenter, bank eller i lufthavnen, er det et sikkerhedsspørgsmål, og der er han imod tildækning.

I Danmark er en kvinde blandt andet blevet sigtet for at have gået i niqab i et storcenter i Hørsholm, en mand for at gå med skimaske i Haderslev og en tyrkisk turist for at gå ind på en politistation iført niqab.

Ingen af dem har tilsyneladende planer om at få Rachid Nekkaz til at betale, og henvender de sig til ham, vil han kende de nærmere omstændigheder bedre, før han tager en beslutning.

Kommer igen næste måned

Besøget i København tirsdag var Rachid Nekkaz' første for at betale bøder. Men selvom der stort set kun var pressefolk til stede, har han tænkt sig at komme igen næste måned.

- Det vil jeg blive ved med, indtil Folketinget kommer til fornuft og ændrer loven, så det udelukkende er ulovligt at bære niqab i lukkede offentlige områder, såsom skoler, hospitaler, banker og storcentre.

Siden 2010 har Nekkaz betalt 1552 bøder i Frankrig, Belgien, Schweiz, Holland, Østrig og Tyskland. Det har i alt kostet 2,4 millioner danske kroner, lyder det.

Han finansierer sin frihedskamp med de penge, han har tjent ved at investere i teknologi og boligmarkedet.

Masser af presse, men ingen niaqbklædte kvinder mødte Rachid Nekkaz foran Christiansborg.
Masser af presse, men ingen niaqbklædte kvinder mødte Rachid Nekkaz foran Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kritik for at lyve

I Frankrig, hvor Rachid Nekkaz er vokset op, har kritikkere påpeget, at hans kamp mod niqab-bøder handler om andet end kampen for personlig frihed.

Den algeriske statsborger stiller op ved præsidentvalget i det nordafrikanske land næste år, og den franske dokumentarist Agnes De Feo har tidligere kritiseret ham for at være en forretningsmand, der vil skabe opmærksomhed om sig selv.

Hun har gennem sit arbejde kontakt til mange muslimske kvinder, og hun har tidligere sagt til Washington Post, at mange af dem med niqab-bøder har fortalt hende, at de ikke har fået penge fra Rachid Nekkaz.

Da TV 2 talte med Agnes De Feo tidligere på året, var hun lidt mere afdæmpet i kritikken.

- I begyndelsen troede jeg, han var en løgner, og at han ikke gjorde det, han sagde. Jeg opfattede det, som om han søgte opmærksomhed. Og det er sådan, mange kvinder med niqab ser ham. De mener ikke, han er rigtig muslim og gør det for at støtte religionen, sagde Agnes De Feo til TV 2.

- Men i dag ved jeg ikke. Mange kvinder har svært ved at få fat på ham, men måske er det fordi, de ikke har den rigtige adresse at sende bøden til. Han virker meget rar og positiv, men svær at få fat på. Det er meget svært at dømme ham præcist. Jeg er dog helt sikker på, at han også gør det for at blive kendt.

Tirsdag afviser Rachid Nekkaz endnu en gang, at der er tale om et mediestunt for at skaffe opmærksomhed om sig selv.