Nyt skoleudspil vil skabe A- og B-hold, advarer organisationer

Fire organisationer kritiserer regeringens nye skoleudspil som værende ”et udtryk for slækkede ambitioner for folkeskolen”.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterer tirsdag klokken 11 regeringens nye folkeskoleudspil.

Men allerede nu står kritikerne klar.

Sidste søndag afslørede undervisningsministeren i Berlingske sammen med minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) en del af udspillet: Et forsøg med selvstyrende folkeskoler, som skal have stor frihed i forhold til de bånd, som staten og kommunerne pålægger folkeskoler.

De selvstyrende folkeskoler skal heller ikke være forpligtet til at følge kravene om understøttende undervisning, lektiehjælp, faglig fordybelse og bevægelse.

Men det lægger op til at slække på kravene og kan skabe et A- og et B-hold, lyder kritikken nu fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), der sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Skoleelever og Dansk Skoleidræt kritiserer udspillet, som de fire organisationer ser ”som et udtryk for slækkede ambitioner for folkeskolen”.

Vil vente på evaluering

De fire organisationer er bekymrede for, at kommunernes rolle bliver mindre.

- Det er kommunerne, der sikrer sammenhæng og gennemsigtighed i skoleindsatsen, så både elever og forældre ved, hvad de går ind til, når de vælger skole, siger Søren Brixen, der er administrerende direktør i DGI, i en pressemeddelelse.

Han påpeger, at kommunerne kan sætte barren højt i forhold til nødvendig efteruddannelse og koordinere med aktører i lokalsamfundet, der kan tilføre en anden faglighed og skabe variation i skoledagen.

- Hvis opgaven gives fri, frygter vi et knæk i A- og B-hold, hvor de ressourcestærke skoler fortsat er åbne mod lokalsamfundet, mens de mere udfordrede skoler bliver de store tabere. Folkeskolen er for vigtig til, at vi kan lade det ske, siger Søren Brixen.

DGI og de tre andre organisationer kalder det under al kritik, at regeringens folkeskoleudspil kommer, inden evalueringen af reformen er klar i 2020.

De opfordrer i stedet til, at man venter på evalueringen og lader den ligge til grund for drøftelsen af fremtidens folkeskole.

Et politisk trick

Samme kritik lød fra Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, da Merethe Riisager fortalte om forsøget i Berlingske. Han ser det som en smutvej til at udhule folkeskolereformen.

- Vi har en aftale om, at folkeskolereformen skal evalueres i 2020, og på den baggrund kunne man justere den. Men det hér er et politisk trick, fordi man som minister har lov til at lave en sådan forsøgsordning. Det er usmageligt, synes jeg. Det er sølle politik, sagde Claus Hjortdal.

Forsøget med selvstyrende skoler skal løbe over 10 år, og alle kommuner skal tilbydes at få en skole med i forsøget.

Regeringen vil med folkeskoleudspillet også gøre skoledagen kortere for eleverne med gennemsnitlig 1,8 timer om ugen. Det erfarer TV 2.

Samtidig vil regeringen også, erfarer TV 2, beskære den såkaldte understøttende undervisning til fordel for almindelige timer i naturvidenskab.