BLOG: MGP i politisk korrekt spændetrøje

16x9
Kunstnere opfordrer til boykot af MGP. Dette er både forudsigeligt og kedsommeligt, mener Pia Kjærsgaard. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

BLOG: Det er i grunden både forudsigeligt og kedsommeligt, at visse kunstnere opfordrer til boykot af Melodi Grand Prix i Israel, fordi Palæstina opfordrer til det.

Det kan ikke komme bag på nogen. Ingen af disse kunstnere beskæftiger sig med spørgsmålet, hvor der mon er mest demokrati. Er det i Israel eller i et område som f.eks. Gaza, der kontrolleres af Hamas – en voldelig islamistisk organisation, der har Israels udslettelse som nation øverst på det politiske program, og som har talrige selvmordsaktioner mod uskyldige israelere på samvittigheden?

Blandt de danske kunstnere, som opfordrer til boykot, er skuespilleren Jesper Christensen, forfatteren Kirsten Thorup og Anne Marie Helger. Målet er at påvirke EBU til at droppe Israel som værtsland for Melodi Grand Prix 2019, men heldigvis fastholder underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme, at Melodi Grand Prix ”handler om alt muligt andet end at skabe splittelse”, og derfor fastholder han også Israel som værtsland. ”Eurovision handler om at samle Europa”, tilføjer han.

Det sidste kan så diskuteres. Det er så som så med den sproglige mangfoldighed i Melodi Grand Prix, hvor langt hovedparten af kunstnerne vælger at synge på engelsk. Jeg synes, at det var langt mere spændende at følge Grand Prix, da kunstnerne sang på de mange forskellige nationale sprog. Det afspejlede nemlig Europas sproglige og kulturelle mangfoldighed. Det er komplet fantasiløst at synge på engelsk, hvis man ikke har det som modersmål. Melodi Grand Prix er blevet så kedeligt, at jeg ikke længere gider bruge tid på det.

Engang var Melodi Grand Prix en af årets store begivenheder i TV. Det var noget, man så frem til – både den nationale udgave, hvor Danmarks bidrag blev udvalgt, og den internationale udgave, hvor landene skulle konkurrere mod hinanden. Heldigvis vælgere flere lande at synge på deres eget sprog. Danmark er desværre ikke blandt dem, og det er faktisk en skam, fordi dansk er et smukt sangsprog. Hvis Melodi Grand Prix skal genvinde tidligere tiders storhed, skal de nationale sprog tilbage – og den politiske korrekthed skal helt væk.