Regeringen vil gøre skoledagen kortere - de skal holde fingrene væk, siger skoleleder

Regeringen vil også beskære den såkaldte understøttende undervisning, erfarer TV 2. SF vil gerne samarbejde med regeringen om en kortere skoledag.

Eleverne i folkeskolen skal have en kortere skoledag. Det mener regeringen, der tirsdag præsenterer et folkeskoleudspil.

Regeringen vil i udspillet gøre skoleugen 1,8 timer kortere i gennemsnit, erfarer TV 2.

Som det er i dag, er den gennemsnitlige skoleuge mindst 30 timer for elever i børnehaveklassen til og med 3. klasse.

De ældre elever i 4. til 6. klasse har en skoleuge på mindst 33 timer. Og de ældste elever i 7. til 9. klasse går i gennemsnit i skole 35 timer om ugen.

Timetallene omfatter alt, der indgår i skoledagen. Det vil sige undervisning, understøttende undervisning og pauser.

De bliver taberne

TV 2 erfarer også, at den såkaldt understøttende undervisning bliver beskåret til fordel for almindelige timer i naturvidenskab.

Understøttende undervisning er ifølge Undervisningsministeriet læringsaktiviteter, som ligger udover folkeskolens faste fag og emner.

Og det vil gå ud over en særlig gruppe børn, når regeringen skærer i den undervisning, lyder det fra Mette With Hagensen, formand for interesseorganisationen Skole og Forældre.

- Det er lidt en overraskelse, man skærer ned på den understøttende undervisning, som netop var tænkt som det, der skulle binde skoledagen sammen. Det, der skulle være undervisning for de børn, som ikke klarer sig særlig godt i den almindelige fagfaglige undervisning. De børn, som vi kalder røre- og gøre-børn, som har brug for bevægelse, brug for undervisning på andre måder. De kommer til at være taberne i det her.

- Skal holde fingrene væk

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, er generelt kritisk over for regeringens udspil.

- Vi har helt grundlæggende den holdning, at regeringen skal lade være med at pille ved reformen nu. Og den skal slet ikke gøre det, hvis udspillet ikke hænger på et stort, politisk flertal. Regeringen kan komme med noget, der er flertal for, og som der er forskningsmæssig evidens for. Kan den ikke det, skal den holde fingrene væk. Så enkelt er det, siger han til Politiken.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ser anderledes positiv på, at regeringen vil forkorte skoledagen, hvis de ressourcer, der bliver frigivet, bliver i skolen.

- Hvis man vil prøve at styrke kvaliteten i stedet for at have meget fokus på kvantiteten, som vi har haft, så vil vi bestemt være meget positive over for det, siger Anders Bondo Christensen til TV 2.

SF vil samarbejde

Tidligere har SF meldt ud, at partiet ønsker kortere skoledage. Politisk ordfører Jacob Mark vil gerne samarbejde med regeringen om at forkorte skoledagen - dog på en betingelse. 

- Vi vil gerne gennemføre det med regeringen, hvis vi til gengæld kan få ændret på det, som regeringen også foreslår - nemlig at bruge mere tid på flere fagtimer - det, synes vi, er en dum idé, siger Jacob Mark til Ritzau.

- Der er i forvejen mange fagtimer, og vi ser hellere, at man laver flere timer med to voksne i klassen eksempelvis en lærer og en pædagog, fortsætter han.