BLOG: EU -Kommissionen tager rigtigt skridt med afskaffelse af sommertid

16x9
EU-kommissionen vil lade det være op til de enkelte lande, hvorvidt de vil have sommer- eller normaltid, og det glæder Pia Kjærsgaard (DF). Foto: Charles Platiau / Ritzau Scanpix

BLOG: EU-Kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, er på den helt rigtige kurs, når han vil gøre op med den irriterende regel om, at vi to gange om året skal stille urene henholdsvis en time frem og en time tilbage.

Jeg har selv i mange år anbefalet, at vi undlader at bruge sommertid – ikke mindst fordi omstillingen er besværlig for rigtig mange mennesker, der bliver revet ud af deres naturlige døgnrytme. For mange tager det endda rigtig lang tid – især, når de ”mister” en time, fordi urene stilles frem til sommertid. 

Meningerne er delte om, hvorvidt der sker flere påkørsler af vilde dyr, fordi de justerer deres krydsning af trafikerede veje i forhold til mængden af trafik, men det kan ikke udelukkes, at der også er et problem her. 

Nu vil Kommissionsformand Jean-Claude Juncker lade det være op til medlemslandene selv at bestemme, om de vil have permanent sommer- eller normaltid. I Danmark udtaler Jørgen Bak, der er formand for Landsforeningen mod Sommertid, at det bedste vil være at afskaffe sommertiden, og her kan jeg kun erklære mig helt enig. 

Det er klart, at det vil blive endnu tidligere lyst og lidt tidligere mørkt om sommeren, hvis vi beholder normaltiden hele året rundt, men det synes jeg er billigt sluppet i forhold til vinterdage, hvor det først vil blive lyst ved 10-tiden, hvis vi har sommertid hele året rundt. 

Så EUs planer om at droppe sommertiden er et glimrende skridt. Selv om et flertal i f.eks. Tyskland ønsker sommertiden gjort permanent, bliver det jo ikke sommer af den grund, og jeg er sikker på, at de ville svare anderledes en mørk vintermorgen. Det kan selvfølgelig blive en smule kaotisk, hvis hvert medlemsland vælger noget forskelligt, men forskellen vil dog ikke blive den helt store. 

Det går faktisk ganske fint i USA, hvor delstaterne selv har indflydelse på den slags, og hvor eksempelvis en stat som Arizona ikke skifter tid. Der kan naturligvis være forskellige holdninger i EUs medlemslande, men rejser i forskellige tidszoner er de fleste mennesker alligevel vant til- og der er allerede forskellige tidszoner i Europa. 

Man skal i øvrigt ikke lade sig besnære af det dejlige ord ”sommertid” – for vinteren med sine mørke morgener kommer, uanset om vi vil det eller ej.