Borgmester vil forbyde brændeovne og foreslår særlig 'skrot-bonus'

16x9
Luftforurening fra brændeovne forårsager hvert år 550 dødsfald. Foto: Andreas Hagemann Bro / Scanpix Denmark

Københavns overborgmester vil belønne dem, der dropper brændeovnen. - Det er vores absolut største forureningskilde, siger ekspert.

Der skal være en kontant gevinst for dem, der skiller sig af med deres brændeovn i Københavns Kommune.

Det foreslår overborgmester Frank Jensen (S) forud for kommunernes kommende budgetforhandlinger for næste år.

- I en by, hvor vi har fjernvarme i alle huse, er der ikke behov for at have brændeovne som en varmekilde. De er kun til hygge, og den hygge må vi vænne os af med, siger Frank Jensen til Berlingske.

På en fyringssæson pulser byens 16.000 brændeovne så meget røg op af skorstenene, at det matcher udledningen fra hovedstadens vejtrafik på et helt år.

Frank Jensen foreslår derfor et forbud mod at installere nye brændeovne i ejendomme, der har andre varmekilder, ligesom han foreslår denne her såkaldte ”skrotpræmie” til dem, der dropper den varme ild.

Han har tidligere foreslået en bonus på op mod 5000 kroner. Den skal betales af staten – alternativt må kommunen i egne lommer.

Det er vores absolut største forureningskilde. Det er den, der koster allerflest danske liv

Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det økologiske råd

Eneste mulighed

Og det er ”en super god ide”, lyder det fra Det økologiske råd, der er en uafhængig miljøorganisation, der blandt andet arbejder for at udfase brændeovne i hele landet.

- Det er vores absolut største forureningskilde. Det er den, der koster allerflest danske liv, siger seniorrådgiver Kaare Pres-Kristensen til TV 2.

- Men vi havde selvfølgelig helst set, at der kom en afgift på brændeovne, så dem, der fyrer i brændeovnene, de betaler for den forurening og de skader, de påfører samfundet, siger seniorrådgiver Kaare Pres-Kristensen.

Men hvis man i god tro har købt en brændeovn til at varme sit hjem op med, er det så ikke urimeligt, at der pludselig bliver lagt afgift på?

- Det synes jeg ikke er urimeligt. For hvis folk påfører samfundet en skade, så er jeg af den opfattelse, at så skal man selv betale for den skade.

Afstemning

Forskning fra DCE - nationalt center for miljø- og energi-, viser, at der hvert år dør omkring 550 danskere af partikelforurening fra brændeovne.

Minister drøfter gerne forslaget

Om staten vil gribe til lommerne for at belønne tidligere brændeovnsejere har det har ikke været muligt at få et interview med miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om. Men i et skriftligt svar til TV 2 skriver han:

- Luftforureningen har været faldende de seneste mange år. Men der er fortsat behov for at få gjort noget ved luftforureningen i Danmark.

- Det er prisværdigt, når de store byer selv tager initiativer til at nedbringe forureningen. Jeg drøfter gerne alle gode forslag og ideer til, hvordan vi kan reducere luftforureningen.