Minister opgiver at overvåge borgeres elforbrug

16x9
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Kampen mod snyd med sociale ydelser må ikke betyde, at alle borgere skal overvåges, lyder det.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) trækker et forslag om at overvåge borgernes elforbrug tilbage. Formålet med forslaget var at afsløre snyd med sociale ydelser.

- Men indsatsen mod snyd må ikke betyde, at vi begynder at overvåge alle landets borgere, og derfor kommer regeringen ikke til at gå videre med et forslag om at øge brugen af registersamkøringer i Udbetaling Danmark, oplyser ministeren.

- Det betyder, at oplysninger om elforbrug i private hjem ikke vil blive brugt til at afdække muligt snyd med sociale ydelser med mindre, at der er en helt konkret mistanke, sådan som reglerne allerede er i dag.

- Regeringen kommer ikke til at gå videre med et forslag om at øge brugen af registersamkøringer i Udbetaling Danmark, oplyser ministeren i en mail til Ritzau. 

Har indgået i forhandlinger

Forslaget om overvågning af elforbruget har hidtil indgået i nogle politiske forhandlinger om sanktioner over for borgere, der får udbetalt ydelser, de ikke har ret til. Idéen var, at elforbruget ville kunne være med til at afsløre proformaadresser, altså hvor man angiver at bo et andet sted, end man gør i virkeligheden. Men det bliver altså ikke til noget.

 - Oplysninger om elforbrug i private hjem vil ikke blive brugt til at afdække muligt snyd med sociale ydelser, medmindre der er en helt konkret mistanke, sådan som reglerne allerede er i dag, fastslår Troels Lund.