BLOG: Nærheden tilbage – velfærden tættere på borgerne

16x9
(ARKIV) Transportminister Magnus Heunicke i åbent samråd om statsrevisorernes kritik af Rejsekortet onsdag den 13. maj 2015 på Christiansborg . Magnus Heunicke har kaldt økonomiministeren i samråd i sag, der kan have kostet kommuner millioner. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

BLOG: De sidste tre år har jeg arbejdet for at få et Danmark, der hænger bedre sammen.

Som ordfører har jeg været rundt i hele landet. Jeg har været inviteret inden for på kaffebord i Sønderjylland. Overnattet på hemsen hos gæstfrie mennesker i Nordjylland. Jeg har sejlet til vores smukke øer, besøgt landsbyer på Fyn og Lolland og mødt lokale ildsjæle på Sjælland.

Jeg har lært vores land at kende på en ny måde. Og jeg glæder mig over, at der i hele landet trives et lokalt engagement, der skaber stærke lokale fællesskaber. Mennesker, der tager ansvar, og som insisterer på at præge udviklingen. Desværre har jeg også set, hvordan de senere års centralisering har ramt mange lokalsamfund hårdt.

Kommunale bygninger står i dag tomme som symboler på et byliv, der er forsvundet.

Vi er ganske vist oppe imod en global tendens. En urbanisering, hvor borgere flytter fra landet mod byerne. Men det er ikke hele forklaringen. Når man centraliserer store dele af den offentlige sektor, så presser man yderligere på den udvikling.

Det er et politisk valg. Der er særlig én politiker, der har ansvaret for de senere års centraliseringsbølge. Det er Lars Løkke Rasmussen. Han stod fadder til kommunalreformen, der reducerede 271 kommuner til 98 kommuner og erstattede 14 amter med fem regioner. Siden fulgte reformer af domstole, politi, skat og sygehusvæsen. Konsekvensen var større og færre enheder - længere væk fra borgerne.

I dag kan vi konstatere, at centraliseringsiveren i 00’erne gik for vidt. Vi kan ikke rulle hele udviklingen tilbage. Men vi kan vælge, om vi vil skifte retning. Det vil Socialdemokratiet. Socialdemokratiet vil have nærheden tilbage. Med vore nye nærhedsudspil opstiller vi derfor fire pejlemærker og 18 konkrete forslag for en ny udvikling inden for sundhed, uddannelse, tryghed og stærke lokalsamfund.

Vi vil åbne nærhospitaler tæt på borgerne, så det bliver muligt at få behandling for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme tæt på, hvor man bor.

Vi vil flytte flere uddannelser ud i hele landet ved at fjerne besparelserne på uddannelsesområdet og forpligte velfærdsuddannelserne og erhvervsuddannelserne til at oprette lokale uddannelsespladser.

Vi vil oprette 20 nye nærpoliti-enheder for at sikre et politi, der er synligt, skaber tryghed og tilstede over hele landet.

Vi vil oprette lokale velfærdscentre, fordoble nedrivningspuljen og styrke de såkaldte LAG-midler for at styrke lokalsamfundene, der har været særlig hårdt ramt af centraliseringen. Og så er det vigtigt, at vi prioriterer den grundlæggende velfærdsøkonomi.

Den opgave har regeringen også svigtet. Det lykkedes dem ikke at finde en løsning på de åbenlyse udfordringer i den kommunale udligningsordning. Den opgave vil vi tage på os, hvis danskerne betror os ansvaret efter næste valg. Socialdemokratiet vil afsætte flere penge til den kommunale udligning, så der er råd til velfærd i alle dele af Danmark.

Vi vil skabe en ny udvikling. Vi vil have nærheden tilbage. Fordi vi synes, at Danmark er for lille et land til, at forskellene bliver for store. Det handler om, at Danmark ikke knækker over. Lad os samle Danmark igen.