10 vilde ulve skal fanges og gps-mærkes

Miljøstyrelsen har givet tilladelse til, at Aarhus Universitet blandt andet kan se på, hvor tæt ulvene egentlig kommer på mennesker.

Der er meget, vi ikke ved om ulven.

Derfor giver Miljøstyrelsen med miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i spidsen nu tilladelse til, at Aarhus Universitet fanger op mod 10 vilde, danske ulve og sætter gps-halsbånd på dem. Det skal ske over de næste to år frem mod marts 2020.

- Vi ved, at ulven bekymrer mange danskere, især i de områder, hvor ulven færdes. Det kan jeg godt forstå. Derfor er det også rigtig godt, at vi nu får gang i at gps-mærke ulve, siger ministeren til TV 2.

Det er i udgangspunktet ulovligt i henhold til EU-regler at indfange vilde ulve, men ministeren mener, det er nødvendigt.

- Det vil give os langt større viden om ulvenes adfærd, ikke mindst i forhold til mennesker. Forhåbentlig kan det gøre nogle danskere tryggere, siger han.

Der er ingen grund til at være bekymret, men der er al mulig grund til at være opmærksom

Peter Sunde, seniorforsker ved Aarhus Universitet

Bekymret for børnene

I den vestjyske by Ulfborg har Betina Stegø Bak oplevet to ulveangreb på husdyr en kilometers penge væk fra hendes eget hus.

Og det har gjort indtryk.

- Vi sender ikke vores børn i forvejen for at plukke hindbær, når vi er på løbeture, siger hun til TV 2 Østjylland

- Og hele vinterhalvåret har min mand løbet omkring klokken fem om morgenen. Det gør han ikke mere.

Hvor sky er de danske ulve?

Debatten om de danske ulve har raset over længere tid. Nogle mener, ulven er farlig. Andre, at den frem for alt er sky.

I samarbejde med andre lande skal forskningsprojektet på Aarhus Universitet forsøge at blive klogere på netop det.

Jo mere vi ved om ulven. Jo mere vi ved om dens adfærd, des tryggere kan vi forhåbentlig blive

Jakob Ellemann-Jensen, miljøminister (V)

- Skyhed er en af vores bedste garantier for, at ulven ikke nærmer sig mennesket. Men som vi eksempelvis har set med havørne, så kan den skyhed godt aftage over tid. Og det er det, vi gerne vil holde øje med, siger seniorforsker ved Aarhus Universitet Peter Sunde.

- Der er ingen grund til at være bekymret, men der er al mulig grund til at være opmærksom, siger han. 

Ulv på Norddjurs, fotograferet med vildtkamera.
Ulv på Norddjurs, fotograferet med vildtkamera. Foto: Lars Kejser/handout / Ritzau Scanpix

Ikke helt ufarligt at fange ulve

Selvom det er ganske ufarligt for ulven at få halsbånd på med gps, er det ikke nødvendigvis ufarligt for ulven at ende i menneskehænder. Den kan blandt andet få stress eller komme så galt til skade ved indfangningen, at den i værste fald mister livet. 

Forskerne har fået tilladelse til at indfange ulven med primært tre fangstmetoder. 

  1. Med klassiske indhegningsfælder, hvor lågen lukker bag ulven. 
  2. "Aktiv netfangst", hvor flagliner eller menneskelige jagt-kæder gener ulven hen i et område, hvor et net på jorden fanger den ind. Den kan herefter bedøves. 
  3. Skud med bedøvelsesgevær. Dette foregår ofte fra helikopter og bliver i følge seniorforsker Peter Sunde den mindst brugte metode. 

Kan finde problemulve

Miljøministeren udvidede tidligere på sommeren definitionen af en såkaldt 'problemulv', der med særlig tilladelse kan reguleres.

Jakob Ellemann-Jensen håber, at gps-mærkningen også kan være med til at få styr på, hvilke ulve der kan være tale om. 

- Jo mere vi ved om ulven, jo mere vi ved om dens adfærd, des tryggere kan vi forhåbentlig blive, siger han til TV 2.

Men 10 ulve lyder jo ikke af så meget. Hvordan kan I vide, at det er nok til at kunne sige noget generelt om ulvenes adfærd?

- Jeg tror, du får svært ved at finde meget mere end 10 ulve i Danmark lige i øjeblikket. Nu er der foreløbig givet en tilladelse til 10 ulve. Vi skal jo også lige finde dem. Have bedøvet dem og gps’en på. Så tilladelsen er et godt sted at starte.

Ny ulveplan på vej

Ministeren er også på trapperne med en opdateret ulveplan, der både tager hensyn til at beskytte ulven som fredet dyreart, de lokale borgeres tryghed og husdyravlernes tab.

- Jeg vil også diskutere EU-reguleringen af ulve med de andre lande i EU, der oplever udfordringer med ulvens tilstedeværelse. Også her er det gavnligt med mere viden om danske ulves gøren og laden, siger Jakob Ellemann-Jensen.