Regionernes fremtid er uvis – og fire andre ting, vi lærte af Venstres sommergruppemøde

16x9
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har planer om at være statsminister minimum året ud. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

På Venstres sommergruppemøde fik Lars Løkke Rasmussen både lukket ned for valgsnakken og op for en diskussion af hans egen opfindelse.

Det går godt – ikke blot i Danmark, men også i regeringen.

Det slog Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen fast på partiets sommergruppemøde fredag.

Beskæftigelsen er høj, ledigheden lav, økonomien god.

Men det kan jo altid gå lidt bedre, så Lars Løkke Rasmussen og co. er trukket i arbejdstøjet efter ferien, for der er meget, der skal nås, inden et valg, lød det.

TV 2 har samlet et overblik over, hvad statsministeren sagde i sin første officielle optræden efter sommerferien, og fået politisk redaktør Anders Langballe til at udlægge, hvad det i praksis betyder.

1. Der kommer ikke valg i 2018

Ro på! Venstre har meget at nå, inden kampagnevognen skal køres ud.
Ro på! Venstre har meget at nå, inden kampagnevognen skal køres ud. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Trods rumlen hos de røde, nye statministerkandidater, der er dukket op på stribe, og flere positive meningsmålinger, har Venstres formand ingen planer om et valg på denne side af nytår.

- Jeg har set, at folketingsvalg, bogstavleg, valgløfter, dronningerunder og jeg ved ikke hvad, har en umådelig stor interesse. Men helt ærligt: Det er jo først til næste år. Det er først i 2019. Vi befinder os i 2018, og det er min og regeringens ambition at bruge dette år på at arbejde, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det kan man sagtens opfatte som en garanti, uddybede han senere og slog samtidig fast, at regeringen vil gå til valg sammen.

- Regeringen fungerer, og fungerer godt. Derfor kommer vi også til at gå til valg sammen.

For Løkke er det afgørende, at det hele ikke drukner i spekulationer om et valg, og der er ikke noget, der kan gøre politikere mere usikre på at lave store aftaler, end hvis der er et valg lige om hjørnet. For så skal man markere og profilere de sig – gerne i modstrid med andre partier, og så bliver det svært at lave aftaler. Derfor har statsministeren en klar interesse i, at det nu bliver en periode, hvor politikerne fokuserer på andet end valg. 

2. Regeringen har fem fokusområder

Både klimaet og psykiatrien skal under behandling i efteråret.
Både klimaet og psykiatrien skal under behandling i efteråret. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Men der er meget der skal nås inden valget.

- Det er min og regeringens ambition at bruge det her år på at arbejde politisk, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen har særligt fem punkter på programmet.

En sammenhængsreform, der skal luge ud i bureaukratiet i det offentlige velfærdssystem. En sundhedsreform, der skal styrke det nære sundhedsvæsen. Et psykiatriudspil, der skal styrke indsatsen over for særligt unge psykisk sårbare. Et udspil, der skal styrke erhvervsskolerne og sikre, at flere unge gennemfører dem. Og endeligt et klimaudspil til efteråret, der skal imødekomme klimaforandringerne.

Det her er emner, hvor Løkke ved, at der er udsigt til, at han kan lave nogle aftaler, og hvor han får regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, med. Han udelader bevidst emner som skat og afgiftsnedsættelser, som regeringen har haft voldsomme problemer med, og hvor særligt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har knaldet hovederne sammen. De er udeladt. Han undlader altså at tale om ting, der er vanskelige.

3. Regionerne synger måske på sidste vers

Lars Løkke Rasmussen var manden, der opfandt regionerne. Nu kan han også blive manden, der afliver dem.
Lars Løkke Rasmussen var manden, der opfandt regionerne. Nu kan han også blive manden, der afliver dem. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Både Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance vil af med regionerne, og selv om han selv er ophavsmand til dem, åbner Lars Løkke Rasmussen nu op for at komme sine allierede i møde:

- Vi er åbne over for, at der kan ske noget med regionerne i kølvandet på det, vi gerne vil have til at ske: Nemlig et langt bedre sammenhængende nært sundhedsvæsen.

Det har Venstre dog sagt før - og Løkke tilføjede da også:

- Jeg hører ikke til dem, der bare siger, at man skal lukke regionerne for at lukke dem, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes store opgave er at sørge for, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke ryger i totterne på hinanden, og her står de pludselig med en fælles sag. Løkke melder lidt forsigtigt ud, for at de to slagsbrødre, så kan presse ham til at afskaffe de regioner, han selv opfandt. 
Det er et politisk greb, der kan binde dem sammen. 

4. Socialdemokraterne skal distanceres på udlændingeområdet

Venstre vil både stramme og lempe udlændingepolitikken.
Venstre vil både stramme og lempe udlændingepolitikken. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet har det seneste år nærmet sig Venstre på udlændingeområdet, men nu skal der igen lægges afstand til rivalerne med en række udspil i løbet af foråret.

- Vi kommer til at diskutere udlændinge – også i efteråret. Der er noget, der skal smidiggøres, fordi vi ønsker et åbent Danmark for dem, der kan og vil. Men der er rimeligvis også noget, der er nogen, der skal rejse hjem igen, når de ikke længere har brug for at være her, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg har det synspunkt, at hvis man kommer til Danmark for at få midlertidig beskyttelse, fordi man er flygtet fra en krig, så skal perspektivet også være, at man rejser hjem, når krigen ikke er der længere.

Da regeringnen var ved at vælte sig selv i forbindelse med finanslovsforhandlingerne sidste år, handlede slagsmålet med Dansk Folkeparti om, at partiet ville have et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Man endte med at parkere store dele af det for så at vende tilbage til det senere. Derfor er det fortsat helt centralt, og formentlig et punkt, hvor Dansk Folkeparti skal have indrømmelser, når man til efteråret skal lande en stor klimapakke.

5. Men Venstre rykker ikke over i Dansk Folkepartis lejr

Folk i burka skal ikke frygte at blive smidt i fængsel
Folk i burka skal ikke frygte at blive smidt i fængsel Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Venstre er hårde på udlændingepolitikken, men ikke så hårde, at man vil følge Dansk Folkeparti på alle flanker. Det nåede statsministeren også at slå fast. Partifællen Marcus Knuth kom tidligere på ugen til at åbne op for ’en mild’ fængselsstraf til personer, der overtrådte det såkaldte burkaforbud, men det er ikke Venstre-politik, lod Lars Løkke Rasmussen forstå:

- Det er Venstre ikke åben over for, sagde han. 

- Vi har lagt det forslag frem, og fået det forslag vedtaget, som vi går ind for. Og det er en lovgivning om, at man ikke maskerer sig i det offentlige rum, og gør man det, bliver man straffet med en bøde.

Punktum!

Det var en regulær lussing for rullende kameraer, som Lars Løkke i dag gav Marcus Knuth, og det er set før, når Løkke mener, at udlændingepolitikken bliver forsimplet. For eksempel med Inger Støjbergs fejring af udlændingestramninger med en kage. Det bryder Løkke sig ikke om. Løkke er meget fokuseret på, at udlændingepolitik er fyldt med dilemmaer, og der er Knuth garant for en hård linje. Han har jo før vist, at han gerne bruger udlændingepolitik til at høste stemmer, men når man glemmer ’dilemmaet’, så reagere han kontant. Det må ikke blive for unuanceret.