BLOG: Kønskvoter på festivaler: Hvornår stopper det?

16x9
Naturligvis skal en musikfestival sammensætte et musikalsk program fuldstændig, som den vil, mener Pia Kjærsgaard. Foto: Arkivfoto

BLOG: Talent og publikumstække er ikke noget, der kan sættes kvoter på.

”Danmarks smukkeste festival” eller bare ”Smukfest”. Ja, sensommerens store festival ved Skanderborg er landets smukkeste og også en af de mest succesfulde og samtidig hyggelige, i skoven og tæt på søbredden. Det er ikke sært, at mange glade festivalgæster år efter år valfarter til Skanderborg.

Men minsandten om ikke en professor i kønsforskning ved Aalborg Universitet i dagens udgave af BT er ude med en løftet pegefinger: Der er ikke nok kvinder på scenen, mener Anette Borchorst – og ”der en tendens til, at man bare ikke får øje på de kvindelige artister”, der er der, tilføjer hun. Det er med andre ord ikke nok, at der ikke er indført kønskvoter, festivalen må også gøre langt mere for at gøre opmærksom på de kvinder, der rent faktisk optræder.

Talsmand for Smukfest, Poul Martin Bonde, indvender med rette, at artisterne udelukkende bliver booket med henblik på at skabe det bedst mulige musikprogram, og mon ikke, han har helt ret? En festival er nu en gang også en forretning, hvor bundlinjen helst ikke skal vise røde tal. Det handler om at trække publikum til med et alsidigt program.

Men kønsforskeren giver ikke sådan op: ”Det er typisk dansk, at man ikke har fokus på det. Jeg synes, at det vil være en rigtig god idé, hvis de begynder at tænke på det”. Dog mener hun ikke, at deciderede kvoter er den rigtige vej at gå. Gad vide, om de ikke kunne finde på at gå hele vejen i Sverige, hvor regeringen kalder sig ”feministisk”? Og hvorfor overhovedet kritisere kønsfordelingen, hvis man i sidste ende ikke tager konsekvensen af kritikken?

Naturligvis skal en musikfestival sammensætte et musikalsk program fuldstændig, som den vil. Der findes masser af dygtige kunstnere, og talent har intet med køn at gøre. Talent og publikumstække er heller ikke noget, der kan sættes kvoter på. Det varierer hele tiden. Smukfest skal såmænd tage kritikken helt roligt og fortsætte som hidtil. Så længe festivalen er et tilløbsstykke, er det bevist på, at de gør tingene rigtigt.

I mellemtiden er der med garanti en masse problemer i samfundet, som er mere relevante for en kønsforsker end en musikfestival…