De stemte for, men nu vil LA afskaffe uddannelsesloftet

Først ændrede Socialdemokratiet holdning, nu har LA også vendt sig mod uddannelsesloftet.

Partiet har selv stemt for det. Men nu vil Liberal Alliance have afskaffet uddannelsesloftet. Det skriver Ritzau.

- Staten skal ikke bestemme, hvordan man sætter sin uddannelse sammen, siger politisk ordfører Christina Egelund under partiets sommergruppemøde.

Liberal Alliance var skeptiske over for at indføre uddannelsesloftet, men stemte alligevel for forslaget som følge af de aftaler, partiet indgik med Venstre og Det Konservative Folkeparti om at gå i regering.

Partiet vil fortsat stå ved den nuværende aftale, understreger Christina Egelund. Men kun frem til det kommende folketingsvalg, hvor Liberal Alliance vil gå til valg på at afskaffe uddannelsesloftet.

- Vi har hørt om unge mennesker, der er kommet i klemme på grund af uddannelsesloftet, fordi de har valgt forkert. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Vi skal væk fra sådan en 'one size fits all'-logik, siger den politiske ordfører.

Stærkt kritiseret aftale

Uddannelsesloftet betyder, at det ikke er tilladt at tage en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, inden for seks år efter man har afsluttet sin uddannelse.

Siden Folketinget i december 2016 vedtog den såkaldte ”begrænsning af dobbeltuddannelse”, er den blevet meget kritiseret.

En af modstanderne var den nuværende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), der i januar 2017, mens hun var menigt folketingsmedlem i Venstre, åbent kritiserede uddannelsesloftet.

- Vi har ikke brug for, at danskerne uddanner sig mindre. Tværtimod skal de uddanne sig mere. Og det bliver kun vigtigere i de kommende år, skrev hun på Facebook.

Efterfølgende blødte partierne bag aftalen lidt op. Oprindeligt skulle aftalen forhindre personer i at påbegynde en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau. Men den voldsomme kritik fik partierne til at indføre reglen om, at personer kan påbegynde en ny uddannelse efter seks år.

S har også ombestemt sig

Det har dog ikke gjort uddannelsesloftet meget mere populært. På få uger opnåede Danmarks første borgerforslag, der lød på afskaffelse af uddannelsesloftet, i februar i år 50.000 underskrifter.

Og senest har et andet af partierne bag aftalen, Socialdemokratiet, skiftet holdning.

- Det er et udmærket princip, at du skal bruge den uddannelse, du har taget. Men jeg kan bare se, at uddannelsesloftet har skabt en følelse, der har sat sig i mange flere end dem, der er direkte berørt af det. En følelse af, at man ikke må begå fejl, og hvis man fejler, misser man muligheden for at uddanne sig. Det er farligt, sagde partiets formand, Mette Frederiksen, under folkemødet på Bornholm til Berlingske.

Liberal Alliances planer om at afskaffe uddannelsesloftet er en del af et større uddannelsesudspil, som partiet vil præsentere på et pressemøde torsdag klokken 14 efter sommergruppemødet.