Dansk Folkeparti vil afskaffe regionerne

Formanden for Danske Regioner er ikke overrasket over Kristian Thulesen Dahls udmelding.

Når sundhedsreformen til efteråret skal forhandles på plads, kan det ende dødeligt for regionerne. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti. 

Det skriver Politiken onsdag.

I et interview med avisen giver partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, udtryk for, at hvis det står til ham, skal regionerne afskaffes totalt.

Faktisk betegner han afskaffelsen som et af partiets vigtigste krav i de kommende forhandlinger.

- Vores bud er, at staten driver de specialiserede sygehuse, som i højere og højere grad er blevet udviklet. Kommunerne skal derefter have pligt til at have et grundlæggende beredskab til de folk, der kommer hjem fra sygehuset og har brug for hjælp, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Regeringen planlægger strukturelle ændringer

Regeringen har modsat Dansk Folkeparti ingen ønsker om at sløjfe regionerne. Står det til dem, vil sundhedsreformen i stedet indeholde flere strukturelle ændringer, hvor forskellige opgaver flyttes fra regioner til stat, kommuner og almen praksis.

Hvordan det skal foregå i praksis, vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby endnu ikke uddybe. 

- Der er store forskelle mellem de fem regioner, og det ser vi som et stort problem. Det kan vi se på udredning af patienter, på psykiatrien, hvor især børn og unge ikke får behandling i tide i eksempelvis Region Hovedstaden og så er der ventetider, hvor Region Midtjylland har lave ventetider på operationer, men de i Nordjylland og på Sjælland er højere, siger hun til Politiken. 

- Jeg er inderligt imod et statsligt styret sundhedsvæsen

Hos formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, vækker Dansk Folkepartis krav hverken begejstring eller overraskelse. 

- For det første er det ikke en overraskelse, at DF kommer med forslaget. Det har de gjort hvert år, siden regionerne blev dannet. I forhold til ønsket må jeg sige, at jeg inderligt er imod et statsligt styret sundhedsvæsen. Det vil ikke gøre noget godt for sundhedsvæsenet, siger hun til TV 2.

Ifølge Stephanie Lose vil et statsligt styret sundhedsvæsen rykke for langt væk fra den enkelte borger, og det er netop det modsatte af, hvad regionerne ønsker.

- Vi ønsker et sundhedsvæsen, der fortsat udvikler sig og rykker tættere på borgerne både i almen praksis og ude på hospitalerne, hvor vi kan dele specialistviden på tværs.

I forhold til regeringens kommende udspil, fortæller formanden for Danske Regioner, at det fortsat er for tidligt at knytte for mange ord til dette.

- Vi har i forvejen indgået en økonomiaftale om nærhedsfinansiering, hvor vi på tværs af regioner, kommuner og almen praksis samarbejder om at løse borgernes behov, så umiddelbart virker det ikke nødvendigt med strukturelle ændringer. Det er dog svært at kommentere yderligere på det, når der endnu ikke er noget konkret på bordet, siger Stephanie Lose.

Når politikerne på Christiansborg engang til efteråret har forhandlet sig frem til en endelig sundhedsreform, vil denne være vejledende for de næste ti års sundhedspolitik.